Og det blev knækbrød...

Den sunde tand overvandt den søde i dagens dilemma, så jeg har kastet mig ud i en gang knækbrødsbagning.

Knækbrøddet her er en af mine gamle favoritter. Jeg har for mange år siden fået opskriften af min mor, som selv har fået den af sin nu afdøde nabokone. Så præcist hvor den stammer fra, ved jeg hånden på hjertet ikke. Men i en eller anden variant er den at finde i mange nyere børnekogebøger, så jeg anser mig selv for at være lidt på forkant for en gangs skyld :)

Min allerbedste opskrift på knasende knækbrød kommer her:

1 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl havregryn
1 dl fuldkornsmel
2 1/2 dl hvedemel
1 tsk god salt
1 tsk bagepulver
1 dl smagsneutral olie (f.eks. raps eller solsikke)
2 dl koldt vand

Tænd ovnen på 190 grader.

Bland alle de tørre ingredienser i en skål og rør godt rundt. Tilsæt olie og vand og rør det godt sammen. Nu har du en tyk grødagtig masse.

Kom halvdelen af grøden op på et stykke bagepapir. Læg et nyt stykke bagepapir ovenpå og gnid med fingrene dejen ud i et ensartet tyndt lag. Man skal stå lidt og arbejde med det, men dejen er blød så det er ret nemt. Fjern det øverste lag bagepapir. Med en kniv presser du forsigtigt riller på langs og på tværs, som former knækbrødsstykkerne (de skal ikke skæres fra hinanden, for når de er bagt, kan de nemt brækkes fra hinanden).

Lemp bagepapiret med knækbrødene over på en bageplade og bag dem i ovnen i 20-25 minutter. Hold GODT øje for lige pludselig skal de ud. De må ikke blive mørke, og alle ovne bager forskelligt, så jeg kan ikke give en mere præcis angivelse end det.

Gentag processen med den anden halvdel af dejen og lad knækbrødene køle godt af på en rist, inden du opbevarer dem op til en uges tid i en tætsluttende bagedåse.

Dagens spørgsmål...

Kanelkiks eller knækbrød med kerner? Jeg er lidt i tvivl...

Efter stormen...

Man får jo helt lyst til at krybe under dynen med Ernest Hemingways novelle samling, når man ser overskriften på dagens blogindlæg, men som de fleste nok har gættet, så refererer jeg i stedet til gårsdagens heftige stormvejr over det meste af det danske land.

Jeg har meget stor respekt for elementernes magt, og derfor tager jeg også stormvarsler m.v. meget alvorligt. Ikke at jeg barrikaderer mig og hamstrer gær i butikkerne, men jeg sørger for at kunne holde mig inden døre og, hvis noget skal spændes fast eller sættes væk udenfor, så gør jeg det i god tid. Når og hvis det så rammer, så kan jeg sidde inde i varmen og glæde mig over, at jeg ikke er udenfor.

I går hyggede junior og jeg derfor med varm kakao og skumfiduser mens blæsten rasede - kun afbrudt af den konstante lyd af sirener fra politi, ambulancer og brandbiler. Der sad vi så og var glade for at være indenfor :)

Min respekt for naturens kræfter bunder nok især i det halve år, jeg for efterhånden mange år siden tilbragte i den amerikanske Midtvesten. Her kender man alt for godt til styrkeforholdet mellem Moder Natur og os mennesker, så alle havde vejralarm programmer installeret på deres computere på arbejdet, og gik alarmen så lukkede alle ned og tog hjem. Punktum færdig!

Selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker, at der skal komme flere storme i stil med denne, så håber jeg, at vi danskere efterhånden lærer at respektere naturens kræfter på samme måde, som man har lært i andre dele af verden. Det vil nok skabe mindre travlhed på hospitaler og betyde, at samaritter og politi kan fokusere deres kræfter på andre ting.

Og så skal jeg nok pakke min løftede pegefinger ned igen. God dag til alle derude :)

Nattøj

Nattøj skal der til i disse køligere tider, og det kan man sagtens sy selv - i hvert fald når det er i børnestørrelse. Jeg har lavet et par sæt efterhånden ud fra samme grundmønster, men som jeg tidligere har skrevet, så er det fantastiske ved et grundmønster, at man sagtens kan variere det, så denne gang blev det med raglanærmer - og så fik ærmerne en anden farve end kroppen og bukserne. Det giver et helt andet udtryk.

Stoffet er købt for efterhånden længe siden hos Englestof i Hørsholm og har pænt ventet på, at jeg fik taget hul på projektet.

Raglandetaljen med de "skrå" ærmer

Pakket og klart!

Kaffe (det sorte guld)

Kaffe er en af mine livsnerver. Så er det sagt. Jeg har altid været glad for kaffe (i hvert fald i de voksne år), og i de senere år har min opfattelse af god kaffe ændret sig radikalt, så jeg nu fravælger kaffen, hvis den ikke er god nok. Denne ændring kan min mand nok tage en stor del af æren for, selvom jeg allerede inden, vi lærte hinanden at kende, var begyndt at ændre min opfattelse af god kaffe.

Hvad er så god kaffe? For mig er det ikke så vigtigt, om det er cappuccino, espresso, stempel eller hvad det er. På helt sin egen måde har hver slags sine forcer, og jeg drikker dem alle gerne (dog ikke på samme tid). Der findes efterhånden en masse forskellige typer, men her er dem, der er vigtigst for mig.

Cappuccino

Cappuccino er "standardkaffen" herhjemme. Vi drikker næsten altid cappuccino til morgenmaden og også nogle gange om eftermiddagen. Den består af 1 del espresso og 2 dele steamet mælk.

Cafe Latte

Cafe Latte har fået et skidt ry herhjemme og det er faktisk rigtig synd. Den er blevet det man drikker, hvis man "egentlig ikke kan lide kaffe, men gerne vil prøve alligevel". En Latte kan smage ganske udmærket, hvis man laver den på ordentlige friskristede bønner og behandler mælken ordentligt. Og efter min helt personlige mening er det en dødssynd at komme sukker i, fordi smagen er så mild i forvejen. Kommer du sukker i, stjæler den hele smagen. En cafe latte består af 1 del espresso og 3 dele steamet mælk

Espresso

En espresso er den rene vare, og den skal man bestemt ikke have for meget af. For mig er en espresso det jeg gerne vil skifte en dessert ud med. Da jeg for nogle år siden boede i Spanien, blev man ofte spurgt, om man ville have dessert eller kaffe efter måltidet. Valgte du kaffe, fik du så en espresso (eller café solo som den hedder på de kanter) eller cortado (en del espresso og en del mælk). Denne type kaffe er den eneste, som jeg bruger sukker til. En skefuld i en lille kop så er det helt helt dessertagtigt for mig.

Bemærk at mange caféer sejler rundt i begreberne, så selvom du bestiller en cappuccino på en café, er det ikke sikkert, du får en sådan. Så vælg dine vandhuller med omtanke :) 

Stempel vs. filter

Stempelkaffe skal kværnes grovere end, hvis det er til filter. Køber du kaffe i supermarkedet, så vælg hele bønner og kværn dem så enten selv derhjemme i en kaffemølle eller brug den i butikken. Husk at vælge en grov indstilling. Jeg synes, at stempelkaffe har en bedre og mere intens smag end filterkaffe, så det er klart mit foretrukne valg indenfor "sort kaffe ". Hvis vi har flere gæster og ikke vil bruge alt for lang tid på at lave cappuccino til alle, så er det stempelkaffen, vi vælger.

Aeropress

Min mand har introduceret mig for et nyt koncept, nemlig kaffe lavet på en aeropress. Det foregår på en måde, hvor du blander kværnet kaffe og vand, skaber et lufttryk og presser kaffen ud gennem et filter. Det er i bund og grund filterkaffe men deluxe udgaven. Vi bruger oftest denne løsning når vi f.eks. er i sommerhus.

Jeg synes, at det allervigtigste, når man laver god kaffe, er, at kaffen er friskristet. Vi bestiller grønne bønner fra et sted i England og rister selv en lille portion ad gangen. Min mand har bestemt styr på sit kaffeudstyr, og vognparken ser du her:

Maskinen til venstre og kværnen til højre (ikke på billedet er kafferisteren, som mest af alt ligner en lille mikrobølgeovn)

I går fortalte jeg, at min mands bryllupsdagsgave var i det gastronomiske hjørne, og måske har du allerede gættet, at vi taler om kaffe? Min gave til ham havde han faktisk allerede indløst, da han i sidste uge var på Latte Art kursus hos The Coffee Collective. Latte Art er den kunst man kan lave med den steamede mælk i f.eks. cappuccino. Det er ikke særlig let, men han har fået nogle gode tips, og som du kan se øverst i indlægget, er han blevet ganske god allerede.

Bryllupsdag

I dag for tre år siden tog husbond og jeg en tur på Københavns Rådhus. Der lå en lille baby inde i sin mors mave, og inden foster blev til baby, besluttede vi at sige ja til hinanden ved en uformel men - for os - meget betydningsfuld ceremoni.

Indrømmet, vi er ikke de store festaber, så det blev bare en dag med de nærmeste, og bryllupsdagen i dag bliver heller ikke til det helt vilde. Vi spiser en god middag sammen herhjemme, og så har vi købt en gave til hinanden. Min ser du ovenfor. To dejlige bøger om svampe og spiselige vilde planter og så en høstsaks, som kan klippe selv hårde grene over.

Nu skal vinteren gå med at læse og undersøge, så vi forhåbentlig kan finde lidt flere ting til gryden næste år. Og så må vi se, om vi ikke kan finde tid til en svampetur til i år. Jeg begynder i hvert fald at læse nu.

P.S Min gave til mit livs kærlighed var også i det gastronomiske hjørne. Den hører du om i morgen.

En søndag aften...

Nu hvor vejret er gået til den kølige side, kan man med god samvittighed sætte sig på sin plads i sofaen :)

Brødchips

For et par uger siden havde jeg et lille uheld i køkkenet... Selvom jeg normalt altid bruger en præcisionsvægt til gær og salt, når jeg bager (netop for at sikre et ensartet resultat), så havde jeg denne gang fået kommet for meget salt i brødet. Det var virkelig blevet meget salt, og jeg syntes helt ærligt ikke, at det smagte godt. På den anden side syntes jeg heller ikke, at det var fedt at smide det ud, så jeg besluttede at lave brødchips af det i stedet for.

Normalt når man laver brødchips, vil man drysse salt oven på, men da brødet her netop var blevet for salt, undlod jeg denne del. Men opskriften herunder er tilpasset, så du bruger helt almindeligt brød.

Brødchips

en rest brød - gerne tørt men selvfølgelig ikke muggent

olivenolie

god flagesalt

evt. rosmarin

Tænd ovnen på 225 grader

Skær brødet i så tynde skiver, som overhovedet muligt. Læg skiverne på en bageplade med bagepapir og dryp olivenolie over. Drys jævnt med lidt salt og evt hakket rosmarin. Bag brødchipsene til de er gennemtørre og gyldne, men pas på de ikke bliver brændte!

TIP: Har du en rest foccacia, er det næsten det perfekte brød at bruge. Foccacia bliver hurtigt kedeligt, så det smager ikke godt daggammelt men som brødchips bliver det lækkert igen. I så fald vil jeg dog ikke bruge ekstra rosmarin.  

Server chipsene til et glas vin eller øl eller bare helt for sig selv :)

Havtorn - med et par opskrifter

For et par uger siden var vi ude at plukke havtorn sammen med nogle venner. Havtorn er jo blevet det nye sort, efter det nordiske køkken har vundet en plads i danskernes hjerter. Bærret er meget rigt på c-vitamin, så med et godt indtag, skulle der være mulighed for at holde en snue for døren.

Havtorn er et utrolig smukt orange bær, som vokser på buske med nogle modbydeligt store pigge på. Buskene vokser gerne, hvor naturen er vild, og andet ikke rigtig gider gro - f.eks. i sommerhusområderne langs den nordjyske vestkyst. Denne gang gik vores tur dog ikke så langt, da vi i stedet søgte mod Vestamager, hvor man også kan finde en del.

Den nemmeste måde at plukke bærrene på er simpelthen ved forsigtigt at klippe grene af. Man skal selvfølgelig ikke klippe hele planten ned men klippe lidt, som om man ville beskære busken. Der skal jo også være til næste år :)

Lad det være sagt, som det er: det er et møg-arbejde at gøre bærrene i stand! Jeg synes, at den letteste måde er at komme grenene i fryseren og fryse dem minimum 48 timer. Tag derefter en gren op ad gangen og klip de små bær forsigtigt af med en knibtang eller lignende. Det tager sin tid, men bærrene er meget skrøbelige og splatter nemt ud, hvis man ikke er forsigtig. Jeg har hørt, at man bare skulle kunne ryste dem af grenen, hvis bærrene er frosne, men det er der altså ikke nogen, der har fortalt de bær, jeg har plukket, suk...

Når bærrene er renset og vasket, skal de bruges hurtigt. Vi lavede en omgang syltede havtorn (som vi ikke har smagt endnu) og resten røg i muffins sammen med hvid chokolade. Her kommer opskrifterne:

Syltede havtorn (opskriften er fra Anne Hjernøes "Annes spisekammer)

300 g havtorn
150 g lyst rørsukker
atamon til skylning af glas

Havtorn og sukker koges i en gryde, til bærrene er glasklare og sukkerlagen tykner. Hæld blandingen på rene og atamonskyllede glas og luk glassene med det samme.

TIP: jeg tænker at de skal spises sammen med en god ost, men nu må vi se...


Muffins med hvid chokolade og havtorn (16 stk)

100 g smør
2 æg
1 1/2 dl sukker
1 tsk vaniljesukker
2 dl mælk
3 dl hvedemel
1 dl grahamsmel
2 tsk bagepulver
1 knsp salt
100 g havtorn
100 hakket hvid chokolade

Topping:
200 g friskost
1 dl creme fraiche
1 dl flormelis
1 citron

Tænd ovnen på 190 grader.

Smelt smørret. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en hvid og luftig masse. Tilsæt smeltet smør og mælk og rør godt rundt.

Bland hvedemel, grahamsmel, bagepulver og salt og sigt det i æggemassen. Rør det godt rundt. Tilsæt havtorn og hvid chokolade og fordel det godt i dejen.

Hæld dejen op i 16 muffinforme (gerne papirforme der er sat ned i en metalform). Fyld formen ca 3/4, for de hæver lidt.

Bag dine muffins i ca. 15 minutter til de er gyldne. Tjek med en gaffel eller en kødnål, om der hænger dej fast. Gør der ikke, er de færdige. Lad dem køle af på en rist.

Til toppingen river du skallen af hele citronen (på den fine side på rivejernet). Pres citronen - du skal ca. bruge 2 spsk saft til toppingen. Pisk friskost, creme fraiche og flormelis godt sammen og tilsæt til slut citronskal og citronsaft. Smag til.

Når kagerne er kølet af, pyntes de med topping.

Note: Der er stor forskel i smagen af havtorn. Nogle er sursøde andre er decideret bitre. I mine muffins kom der begge dele, så nogle bidder var ret bitre mens andre smagte fantastisk! Jeg ved faktisk ikke om der er et trick til, hvordan man kan kende forskel?

På svampetur

I går var familien på tre en tur på svampejagt i Hareskoven. Husbond og jeg har længe talt om, at vi godt kunne tænke os at komme ud med en vejleder, som kunne give os nogle fifs til at genkende de svampe, man helt sikkert kan spise.

Jeg selv er lidt af en kryster, så jeg vil være 100% sikker på, at det er ufarligt, før jeg spiser det og ikke mindst, inden jeg tilbyder det til min lille søn. Derfor var det enormt vigtigt for mig at få en eller anden form for vejledning. For et stykke tid siden så jeg, at FOF ville arrangere en familiesvampetur netop i går, så det fik vi meldt os til. Der var en naturvejleder med, og han sendte os ud på små ture, hvor vi plukkede de svampe, vi fandt, og så fik vi dem identificeret hos ham. Der var både spiselige, måske spiselige og ikke-spiselige. Vi fik en rigtig god introduktion til svampene og fik også en lille portion svampe med hjem, som røg i en omgang risotto i går aftes.

Vi fik at vide, at det bestemt ikke har været noget godt svampeår i år, men vi fik da lidt forskelligt i kurven, som du kan se ovenfor. Vi valgte kun at tage de "helt sikkert spiselige" med hjem. Der var masser af honningsvampe, men da ca. hver 20. ikke kan tåle dem, så tog vi ingen chancer der. Til gengæld fik jeg "gevinst", da jeg fandt selskabets eneste (og ret store eksemplar af) Karl Johan svamp.

Den berømte og elskede Karl Johan - klart den største svamp vi fik med hjem. Karl Johan er den type svamp, der hedder en rørhat, og disse er gode at gå efter, når man vil finde spisesvampe, fordi der i området, vi bor i, ikke findes giftige rørhatte. Enkelte kan dog være bitre, så man skal lige smage på svampen, inden den ryger i gryden.

Endnu en rørhat - dog af en anden art

"Falske kantareller". Smager ikke af så meget, men de gav lidt fyld i risotten. Vi fandt desværre ikke rigtige kantareller.

Og til slut et par "løgbruskhat", som dufter og smager kraftigt af hvidløg.

Det var en rigtig god og lærerig tur. Vores største udbytte af turen var, at vi fandt ud af, at vi vil koncentrere os om at finde rørhatte, for de er så nemme at genkende og ikke farlige for nogen. Og så selvfølgelig kantareller, hvis vi en anden gang falder over dem :)

Som jeg skrev, så endte vores fangst, som blev på knap 200 g svampe, i en lækker cremet svamperisotto. Jeg vil tro, at portionen passer til en familie på to voksne og to børn til hovedret, og så kan man evt. supplere op med lidt ekstra, for mange børn har et lidt anstrengt forhold til svampe (kan afsløre at junior også sorterede lidt i retten).

Svamperisotto med blandede svampe

1 lille hakket løg (gerne skalotte)

1 fed hvidløg

15 g smør

1 spsk olivenolie

250 g risottoris (jeg foretrækker arborio)

1 1/2 dl hvidvin

ca. 7 dl god grøntsagsfond eller kyllingefond

Salt og peber

ca. 200 g friske svampe

15 g smør

ca. 75 g friskrevet parmesan

Hak løg og hvidløg fint og svits det nænsomt i en sautépande i en blanding af smør og olivenolie. Når løget er klart (og ikke branket) tilsættes risene, og de steges med til de får en klar skal. Hæld hvidvinen over, og når den er absorberet begynder du at tilsætte fond lidt ad gangen. Tilsæt ca. 1/2 dl ad gangen og lad risene absorbere det, inden du tilsætter mere. Rør konstant forsigtigt i gryden. Det skal koge i alt ca. 20 minutter. Det bør svare til, at fonden er brugt op og absorberet. Smag på risen. Den må ikke være hård men skal være "al dente"

Skær svampene i skiver og rist dem i lidt smør på en pande. Riv parmesanosten fint. Tilsæt begge dele til risottoen og smag til med salt og peber.

Server rygende varm! Risotto er ikke så spændende genopvarmet, så nyd den, mens den er allerbedst.

At tage frø

Nu er høstsæsonen efterhånden ved at være overstået. Tomatplanterne udenfor er blevet ribbet for de grønne tomater, der er tilbage (og syltet med vanilje - det kommer der et blogindlæg om, når jeg har smagt på sagerne). Vi har stadig chiliplanter og et par små tomatplanter (sweet 'n neat varianten) i vindueskarmen, men de får ikke meget sol nu, så udbyttet kan snart gøres op.

Inden du rydder det hele, skal du selvfølgelig huske at tage frø af de planter, der har været en succes, og som du gerne vil dyrke igen til næste år. Jeg har i år taget frø af lidt af hvert både blomster, chili og tomater, for vi har virkelig haft nogle gode sorter i år. Planen er nu, at jeg begynder at forspire tidligt næste forår, og så skulle vi gerne kunne producere planterne selv til næste år. Går det helt galt, kan vi jo sagtens nå at købe i stedet. Grøntsagsfrø som ærter, radiser, salat osv. har jeg valgt ikke at tage fra, da jeg skal bruge så lidt til min byhave, at jeg hellere bare vil købe dem og spare min tid til noget andet.

Her vil jeg ganske kort beskrive, hvordan jeg har taget frø i år, for det afhænger lidt af, hvilken type det er:

Chili:
Chilierne er ret taknemlige. Du fjerner bare frøene fra frugten, når du alligevel skal bruge den. Lad frøene tørre på et stykke køkkenrulle i en uges tid, inden du kommer dem i frøposer. Jeg har i år taget frø af alle 4 varianter, vi har haft. Den lille Apache har jeg selv fremdyrket flere gange og passer perfekt til en vindueskarm. De andre er store planter, som vi kun kan have indendørs pga. vores meget høje vinduer, og vi skal lige evaluere til næste år, om de skal dyrkes igen. Specielt citron-chilien er vi ret vilde med, så den vil vi nok gerne have igen.

Apache - lille plante med godt udbytte af frugter med ok styrke

Blomster:
De fleste blomster sætter frøstande, som du bare kan klippe af, når de er tørret ind. Jeg gemmer dem i et åbent glas i vindueskarmen i et par uger, og så opbevarer jeg dem i frøposer til foråret. I år har jeg taget af hornvioler samt nogle lilla blomster fra min mors have, som jeg faktisk ikke kender navnet på. Jeg regner også med at så tagetes, morgenfruer og tallerkensmækker til næste år, men nu må vi se. Har du dem i haven, er de i hvert fald nemme at tage frø af. Bare husk at tørre dem godt, inden de bliver pakket væk.

Tomater:
Tomatfrø er de mest besværlige. Ikke fordi det er svært, men fordi det tager lidt tid. Jeg har ikke prøvet det før, men med hjælp fra Google har jeg fundet denne vejledning, som jeg har fulgt i år. Først skraber du frøene med en ske ud af en flot moden tomat. Læg frøene sammen med den saft, der hænger ved, op i et glas med vand og rør rundt. Læg et stykke køkkenrulle over og sæt det evt. fast med en elastik. Lad nu glasset stå på køkkenbordet i en uges tid, hvor du lige rører i det en gang om dagen. Efter 5-7 dage vil den fedtede hinde omkring frøet være væk, og du kan nu tage frøene op og lade dem tørre en uges tid på et stykke køkkenrulle. Derefter opbevares de i en frøpose.

Apropos frøposer har jeg fundet dem, du kan se på det øverste billede, online. Dem har jeg printet, foldet og limet, og deri hviler mine frø indtil næste år. Hent frøposerne her. På siden tingtilhaven.dk kan du faktisk finde mange sjove gør-det-selv projekter, så det er bare med at komme i gang :)

Tomatfrø ligger til tørre

Om at sy børnetøj

Hånden på hjertet: for et halvt år siden kunne jeg ikke tråde en symaskine. Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne, men jeg kunne simpelthen ikke hitte ud af det der med at sy. Med møje og besvær kunne jeg sy en knap i en skjorte (ok indrømmet, en enkelt gang kom jeg altså til at sy den fast i mit eget ærme, men det er en anden historie).

Men det begyndte at trække i mig det der med at begynde at sy selv, og det var mest for at kunne lave noget til junior - helt præcist bukser til ham. Vi har skabet fyldt med bukser i forskellige størrelser, som han aldrig er kommet til at kunne passe, fordi de er for store i livet. Derfor kunne jeg bestemt godt se fidusen i at kunne sy bukser til ham, som var tilpasset, så han rent faktisk også kunne passe dem.

Jeg havde dog stadig det problem, at jeg ikke kunne hitte ud af det der med symaskiner, og det skulle jeg finde en løsning på. Det, jeg gjorde, var at melde mig til aftenskolekursus, hvor jeg kunne lære grundteknikkerne, så jeg:

1. kunne lære at læse en opskrift
2. kunne gennemskue, hvad det forskellige krimskrams på symaskinen betød
3. kunne tage mål på junior, så tøjet rent faktisk passede
4. ikke mindst kunne blive fortrolig med at sy

Efter 3 måneders kursus havde jeg opnået lige præcis det. Jeg er bestemt ikke nogen ørn til at sy, og jeg vover mig ikke ud i de vildt avancerede ting, men jeg kan lave et udmærket basisprodukt, som junior føler sig godt tilpas i, og jeg har fundet nogle gode grundmønstre, som jeg kan variere i det uendelige. Måske får jeg senere lyst til at begive mig ud i noget, der er endnu sværere, og ellers har jeg det rigtig godt med de ting, jeg har lært at lave i dag. Ikke mindst når jeg tænker et halvt år tilbage i tiden :)

Et godt grundmønster er guld værd

Trøjer i sødt stof (her med hvaler) er altid et hit

Iført hjemmesyet nattøj med "julestjerner" på (citat junior)

Børn i køkkenet

Der æltes!

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi meget gerne vil overføre vores glæde ved at lave mad til vores 2 1/2 årige søn. Derfor er han, når han selv har lyst, med i køkkenet og hjælper til med det, han kan. Han får selvfølgelig ikke lov til at komme i nærheden af skarpe knive, men han har helt og holdent forstået konceptet med, at han ikke må røre ved varme ting, så har vi blot udpeget noget varmt for ham, så holder han snitterne væk fra det. Derfor har jeg ingen betænkeligheder ved at lade ham være med - når han altså selv har lyst. Det, han typisk gerne vil, er at røre i gryden, smage til, piske, ælte, rulle med kagerulle og stikke figurer ud.

Til min egentlig ret store overraskelse har jeg fundet ud af, at der faktisk er mange, der ikke deler min holdning på dette punkt. Jeg har hørt flere sige, at det er uhygiejnisk, og det må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstår. Børn skal da lige så vel som voksne have vasket hænder grundigt, inden de går i køkkenet, så om man er barn eller voksen, så starter man ud med rene hænder. Ja, det er rigtigt, at børn meget gerne vil smage undervejs, men herregud, så er der ti skeer at vaske op bagefter og hvad så? Herhjemme gør vi det, at junior får at vide, at kommer fingrene i munden, så vasker vi fingre igen, og så er det bare sådan.

Et andet argument er, at børn sviner i køkkenet, og ja det er helt korrekt! Mig gør det nu ikke det store, for vores køkken kan vaskes af igen, så for mig er det nu ikke det helt store problem.

Jeg synes helt klart, at fordelene ved at lade ungerne være med - så tidligt som muligt - opvejer ulemperne. Børnene får et mere naturligt forhold til mad. De ser, hvordan tingene bliver lavet, og mange gange vil de dermed også hellere smage på tingene, fordi "det var jo det, du lavede, ovre i køkkenet før". Jeg håber med denne taktik at få et barn, der bliver mindre kræsent, når han bliver større, og som vil blive lige så glad for at lave mad, som hans forældre er.

Og før jeg lyder alt for hellig, så er der altså også dage, hvor jeg ikke orker hans "hjælp", men så kan han for det meste sælges et eller andet, som han kan stå og piske i selv i stedet for :)

Der er også andre måder at stimulere børns interesse for mad på. På Brønshøj Bibliotek var der i weekenden en lille 30 minutters teaterforestilling for børn i aldersgruppen 2-4 år. Det handlede om en kok, som skulle lave mad til Kong Gulerod, der kom på besøg, men uha hvor gik der meget galt, inden maden kom på bordet. Junior var ét stort smil og har fortalt løs om det lige siden, så falder du over noget lignende, kan det varmt anbefales.

Men hvad siger du? Synes du, at børn skal være med i køkkenet? Og hvorfor/hvorfor ikke?

Pærer pocheret i hyldebærsaft

Som jeg tidligere har skrevet, så har vi en del hyldebærsaft på lager, fordi vi ikke rigtig kunne styre os, da vi skulle plukke hyldebær på vores sommerhustur. Vi kan heldigvis rigtig godt lide en kop varm hyldebærsaft, men det kunne nu også være lidt rart, hvis man også kunne bruge det på andre måder.

Jeg faldt over en opskrift, hvor man pocherede friske pærer i hyldebærsaften, og tilfældigvis havde jeg nogle pærer liggende, som trængte rigtig meget til at blive spist. Køleskabet indeholdt også en lille rest piskefløde, som skulle bruges asap, så jeg fik kreeret denne lille dessert, som passer perfekt til afslutning på en efterårsmiddag.

Til 4 personer skal du bruge:

4 pærer (gerne godt modne)
1/4 liter hyldebærsaft
1/2 liter vand
150 g sukker
2 dl piskefløde

Skræl pærerne og skær blomsten i bunden væk men lad kernehus og stilk blive på. Kog sukker, saft og vand op i en gryde, og når det koger, lægges pærerne i. Lad dem simre lige så stille under låg i ca. 10 minutter. Tag gryden af varmen og lad pærerne køle helt af i lagen (vend dem gerne rundt ind i mellem med en ske, så farven bliver ens)

Pisk fløden lige inden servering og anret med en pære og en klat flødeskum på hver tallerken.

Kanelbullar

I dag er det den 4. oktober, og vores broderfolk over Øresund kalder dagen i dag for Kanelbulladagen, hvilket i bund og grund (som jeg har forstået det) betyder, at man skal spise en farlig masse kanelbullar. Selvom jeg ikke er svensker, så siger jeg bestemt ikke nej til muligheden for at spise kanelsnegle, som er en af de kager, jeg rigtig godt kan lide :) Dog har jeg aldrig prøvet at bage den svenske udgave, så jeg tog forskud på glæderne i går og bagte en pladefuld til glæde for den lille familie (og så er der også lidt til i dag, så vi kan fejre dagen med "svensken").

Opskriften, jeg brugte, tager udgangspunkt i denne hos Frk. Kræsen, men i min lettere tidsnød, fik jeg lavet nogle ændringer undervejs (ikke helt med vilje men jeg er frisk og kalder det kunstnerrisk frihed :P). Opskriften kommer her:

Kanelbullar (12 stk)

Dej:
1/4 pakke gær (konventionel gær i dette tilfælde pga. den korte hævetid)
2 1/2 dl mælk
40 g smør
1/2 dl sukker
1 knsp salt
ca. 500 g hvedemel

Remonce:
40 g smør
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
knap 1/2 dl sukker

1 æg til pensling
Perlesukker
12 papirsmuffinforme

Lin mælken i en lille kasserolle, kom gæren op i en røreskål eller et dejfad og hæld den lune mælk over. Rør til gæren er opløst. Tilsæt sukker og salt. Kom ca. halvdelen af melet op i en lille skål og smuldr smørret deri. Kom blandingen i dejen og rør godt rundt. Tilsæt resten af melet gradvist og ælt dejen godt igennem på bordpladen. Pas godt på ikke at tilsætte for meget mel. Læg dejen tilbage i skålen og lad den hæve en halv time under et viskestykke.

Lav remoncen mens dejen hæver. Kom ingredienserne op i en skål og lad det stå ved stuetemperatur et kvarters tid. Rør det godt rundt, så massen bliver ensartet.

Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel på ca 30 x x 40 cm. Smør remoncen på og rul den sammen til en roulade. Skær 12 stykker ud. Læg 12 muffinforme af papir på en bageplade og læg en kanelbulla på hver (jeg plejer lige at folde snippen ind under dejen til slut, så bliver de pænere). Tænd ovnen på 225 grader og lad sneglene hæve 20 minutter.

Pensl med sammenpisket æg og drys hver kanelbulla med lidt perlesukker. Bag dine kanelbullar i ovnen i 12-15 minutter. Lad dem køle lidt af på en rist inden du går ombord.

Ubagte og står og hæver en sidste gang...

Klar til at spise!

Bemærk at der i denne svenske udgave er væsentlig mindre remonce i end i de danske kanelsnegle, jeg kender. Derudover er der væsentlig mindre smør i dejen. Det er jo nok lidt en smagssag, hvad man er til, men jeg tror nu nok, at jeg kunne finde på at bage disse igen i stedet for de danske, for samvittigheden har det dog trods alt lidt bedre efter at have spist en (eller af to...) af disse end efter at have spist de danske for slet ikke at tale om bagerens udgave, som man lige så godt kan smøre direkte på hofterne! Med andre ord er disse bestemt en anbefaling værdig :)

Førstehjælp til tørre læber

I går skrev jeg om efterårssnuens ankomst. En anden - mindre heldig - konsekvens af det køligere vejr er tørre læber. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg får altid enormt tørre og sprukne læber i efteråret og om vinteren, og passer jeg ikke på, går der nemt hul på det.

Blandt læbepomaderne på markedet har jeg kun fundet ganske få, som rent faktisk afhjælper problemet. De fleste fremskynder det bare, fordi, hvis ikke man smører og smører i et væk, så bliver læberne bare endnu mere tørre og ømme bagefter, når virkningen er forbi.

Jeg tænkte, at det måtte kunne gøres smartere, og jeg ville prøve at se, om jeg ikke selv kunne gøre det. Mine kriterier var, at der ikke skulle være noget kunstigt i det, at det ikke skulle koste en formue at lave og, at det skulle indeholde noget naturligt, som aktivt gik ind og arbejdede med problemet.

I bogen "Magiske Måneder" af Helle Schjønning, som jeg har lånt på biblioteket, fandt jeg tilfældigt den opskrift, jeg søgte. Den indeholder nemlig morgenfrue, som fra naturens side er en helende plante. Jeg gav det et skud og halverede portionen i bogen, så jeg i alt fik tre små bøtter, og det er rigeligt til mig til en hel vinter. Tricket er nemlig, at denne virker i længere tid, så jeg smører faktisk kun efter måltiderne, og så arbejder det stille og roligt og tørrer ikke ud med det første. Smagen er behagelig og ret neutral. Den er måske en smule fedtet, fordi der er olie og kakaosmør i, men selvom jeg notorisk er lidt sart med den slags, så er det inden for rammerne for mig.

Her kommer opskriften på læbepomade:

30 ml mandelolie
5 g tørrede morgenfruer
15 g bivoks
10 g kakaosmør
1/2 tsk E-vitamin
3 små læbepomadebøtter i plastik eller glas

Kom morgenfruer i et lille syltetøjsglas og hæld mandelolien over. Luk glasset og sæt det i vindueskarmen i et par uger, hvor du ind i mellem lige ryster glasset.

Efter et par uger tager du en lille ren skål og lader olien løbe i gennem en sigte. Jeg kom morgenfruerne op i en hvidløgspresser og pressede det, så jeg fik alt det gode med.

Smelt kakaosmør og bivoks i vandbad i en skål, der tåler varme. Olien tilsættes under omrøring. Tag gryden af varmen og tilsæt E-vitamin. Rør rundt igen til det er opløst. Lad det køle et kort øjeblik (det stivner meget hurtigt, så ikke for længe) og hæld det op i bøtter. Når det er stivnet, er det klar til brug.

Konsistensen er lidt hård, når den er stivnet, men den er bestemt til at arbejde med. Arbejdsindsatsen med at lave det er meget begrænset, og det, der tager længst tid, er næsten at gøre remedierne rene bagefter.

Jeg købte ingredienserne hos Netspiren.dk, og jeg har masser tilbage, selvom jeg købte den mindste volumen, jeg kunne. Nu tænker jeg, at jeg skal se, om jeg også kan løse mit andet problem nemlig de tørre hænder i de kolde måneder. Man må kunne bruge nogle af de samme ting i hvert fald. Fortsættelse følger :)

Med efterår kommer...

...efterårssnot i lange baner :(

Jeg håber, håber og atter håber, at vi ikke bliver lige så hårdt ramt som sidste år, hvor vi på skift og oftest på samme tid alle tre blev smækket ned igen og igen og igen. Det var en meget lang og hård efterår og vinter. I år bør junior dog også have lidt mere immunforsvar, når han trods alt har et par sæsoner under frakken i institution.

Ikke desto mindre har han og jeg nu taget efterårets første omgang. Vi tilbragte dagen i går i sofaen med varm hyldebærsaft og Ramasjang, og det var nu også meget hyggeligt men kun for en enkelt dag. Han er nu helt frisk igen, mens jeg stadig kæmper lidt, selvom det klart er i bedring. Så jeg holder mig i varmen og fortsætter hyldebærkuren med computeren i skødet (hurra for hjemmearbejdsplads).

I år har jeg i øvrigt taget et nyt våben i brug. Jeg har købt noget, der hedder Manuka honning, som skulle være særligt bakteriedræbende og faktisk i en sådan grad, at det bruges af hospitaler til sårbehandling. Jeg har givet mig selv og jr en skefuld her de sidste to dage, så hvem ved, om det har forkortet perioden? Min obligatoriske halsbetændelse plejer i hvert fald ikke at aftage allerede efter en dag. Om ikke andet så har jeg hørt at tro kan flytte bjerge, så jeg tror og tror og labber honning i mig til den store guldmedalje.

Hvad med dig? Hvad gør du for at undgå efterårssnuen?