torsdag den 30. juli 2015

Hjemmebrygget øl


Dette indlæg burde faktisk slet ikke være skrevet af mig, fordi dette er faktisk ikke helt mit område. I vores husstand er både min mand og jeg optaget af at gøre tingene selv, og inden vi mødte hinanden havde vi også allerede godt gang i vores respektive hjemmeproduktioner. En af husbonds store interesser dengang var at brygge øl. Han havde sammen med nogle venner en del bryg på samvittigheden - både gode og knap så gode (der var noget med en chiliøl, der var glimrende til marinering af kød - til gengæld var den aldeles udrikkelig). Med andre ord havde de gjort sig nogle erfaringer, og derfor var jeg vildt imponeret over deres bryg, da jeg kom til. Det smagte bare rigtig godt!

Så kom der et barn ind i regnestykket, og det satte en midlertidig stopper for løjerne. Bryggene har altid foregået hos os, og det fylder ganske enkelt hele lejligheden, og der er kogende vand, glas og himstregimser over det hele. Det er ikke så kompatibelt med et barn med pilfingre. Pilfingerbarnet er nu blevet så stort, at han kan forstå, når han ikke skal pille ved noget, så nu er det blevet tid til at brygge øl igen.

Jeg tog lidt billeder undervejs, men jeg kan ikke byde ind med så mange tekniske detaljer. Jeg kan dog fortælle, at øllen var en IPA (tilfældigvis min favoritøltype - hvor heldig kan man være), og ingredienserne blev bestilt færdigafmålt hos Maltbazaren, der holder til i Rødovre. Grejet har været opmagasineret på en kammerats loft, men er nu hentet hjem igen og residerer blandt meget andet på hemsen.


Ingredienser - afmålt til netop denne opskrift. Humlen er i de vaccummerede sølfarvede poser.


Som det første koges vandet i en stor pasteuriseringsgryde.


Maltet byg og vand står i en køletaske for at holde konstant temperatur (og pilfingrene kunne ikke helt holde sig væk…)


Grejet gøres klar


Klar til at si kornet fra


Øl undervejs


Man tænker lidt - hvordan kan det blive til noget der smager godt??


Øllet er sat til gæring i stuen med en gærlås på spanden. Der var et lystigt boblen og klukken over de følgende 2 uger.


Masser er gærbundfald efter en uge

Efter en uge blev øllet stukket om, hvilket vil sige, at det blev hældt fra én spand til en anden for at slippe af med gærbundfaldet. Derefter stod det en halvanden uge mere, hvorefter jeg gav en hånd med at hælde det på flaske. Efter yderligere to uger var øllet klar til at blive smagt på. Og sørme jo om ikke de havde gjort det igen! Selvom der var gået knap 5 år, så kunne de bestemt deres kram og havde produceret en superlækker sommer IPA.



Næste bryg finder sted om lidt over en uge, hvor der skal produceres årets julebryg. Den skal nemlig stå væsentlig længere, så det er nødvendigt at komme i gang nu.

mandag den 20. juli 2015

Urban selvforsyning - højskoleophold hos Suhrs og andre sommerferiesysler






Sommerferien er slut - nærmest inden den begyndte, føler jeg (dog tager vi et lille rendez-vous senere…). Min sommerferie i år skulle være lidt anderledes af flere årsager. Dels plejer vi at holde 3 uger sammenhængende, men da en tur til Bulgarien venter i slutningen af august, har vi valgt at dele den op med to uger i juli og én uge senere. Derudover skulle jeg den første uge ikke holde ferie med familien. Nøj det var grænseoverskridende for mig som prioriterer familielivet utrolig højt. Men jeg havde mulighed for at komme på et ugelangt højskoleophold på Suhrs Højskole, hvor emnet var urban selvforsyning. Er man fast læser af denne blog, er man næppe i tvivl om, at emnet ligger lige til højrebenet :)

Så uge 28 var sat af til masser af læring, inspiration og samvær med søde og engagerede mennesker. For en introvert som mig, kan sidstnævnte godt være en lidt hård øvelse, men gruppen gik rigtig godt i spænd fra dag 1, så det var virkelig en fornøjelse.

Desværre desværre desværre var jeg så uheldig at blive ramt af verdens ondeste halsbetændelse allerede efter tre dage, så jeg fik kun det halve af programmet med. Men de tre dage jeg nåede at være der, fik jeg inspiration til at gå i gang med mange nye ting - både til nu og også senere, når boligsituationen forhåbentlig ser lidt anderledes ud. Vi lærte om bybier, hønsehold i byen, kompostering. Alle tre ting har jeg virkelig lyst til at kaste mig over, men det bliver først når boligsituationen er på plads. Til gengæld er jeg klar til at kaste mig over osteproduktion (remedierne er bestilt i dag), pølseproduktion (det var jeg desværre ikke med til, men husbond har også været på kursus i det) og mere freestyle-cooking, som jeg er blevet meget mere forttrolig med i løbet af ugen.

Det var enormt inspirerende, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik det hele med. Til gengæld fik jeg masser af inspiration i de dage jeg var der.

Efter en lille uge i sommerhus vendte vi lørdag snuden hjemad, så vi kunne nå en tur i haven. Her var der ellers også sket ting og sager siden sidst! Jeg må erkende, at da vi havde høstet, kiggede jeg på de bugnende kurve og tænkte "gud er det virkelig vores alt sammen?".


Fyldte kurve


Og indholdet lagt ud på spisebordet…

Haven bugner lige nu, og vi spiser os mætte i de gode sager. Nu betaler alt det hårde arbejde sig, og skulle vi nogensinde i en mørk time have været i tvivl om det er det værd, så er al tvivl væk nu. Det er bare fedt det her!

Mit sidste ferieprojekt skal I også lige have med. Jeg havde udfordret mig selv på at blive færdig med 2. version af en striktrøje til junior. Den havde ligget meget længe i kurven, og nu skulle det være. Søndag aften kl 22.01 hæftede jeg den sidste løse tråd, så nu kan de kølige aftener og morgener bare komme an igen. (og denne gang bliver den kun vasket på uldprogram!)