Skal du eje én bog som urban gardener eller havetosset bybo, så er det denne! Dorthe Kvist skriver let tilgængeligt, inspirerende og utrolig praktisk orienteret. Den er mest fokuseret på det spiselige, du kan dyrke i haven, men der er også lidt om blomster, bybier, høns osv. Glasuren på kagen er de fine DIY, der er drysset henover bogen. Jeg blev med det samme fristet til at afprøve flere med det samme! Byhaven får min klareste anbefaling med 6 ud af 6 stjerner.
Signe Wenneberg udgav for et års tid siden bogen "Spis din have", og selve budskabet er jeg selvsagt pjattet med, men bogen levede efter min mening ikke op til forventningerne. Det skyldes nok også, at jeg har det lidt anstrengt med forfatteren. Jeg synes ganske enkelt at hun har for mange løftede pegefingre, og det bryder jeg mig ikke om. Og så synes jeg måske ikke, at man skal prædike "kort fra jord til bord" og samtidig lade sin bog trykke i Letland for at spare penge... Men udmærket læsning og jeg giver den 3 ud af 6 stjerner.
Mødet med Michelle Obamas "American Grown" var ret tilfældigt, men ikke desto mindre super interessant. Selvsagt en meget velskrevet bog og med et enormt vigtigt budskab i et land, hvor overvægt blandt unge er et stort problem, og hvor mange ikke spiser grøntsager. Læs den også for at få bedre kendskab til hendes "Let's Move" bevægelse, men regn ikke med, at du får de store praktiske tips til din egen havebrug. Spændende bog som jeg sugede til mig og giver 5 ud af 6 stjerner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar