Efter stormen...

Man får jo helt lyst til at krybe under dynen med Ernest Hemingways novelle samling, når man ser overskriften på dagens blogindlæg, men som de fleste nok har gættet, så refererer jeg i stedet til gårsdagens heftige stormvejr over det meste af det danske land.

Jeg har meget stor respekt for elementernes magt, og derfor tager jeg også stormvarsler m.v. meget alvorligt. Ikke at jeg barrikaderer mig og hamstrer gær i butikkerne, men jeg sørger for at kunne holde mig inden døre og, hvis noget skal spændes fast eller sættes væk udenfor, så gør jeg det i god tid. Når og hvis det så rammer, så kan jeg sidde inde i varmen og glæde mig over, at jeg ikke er udenfor.

I går hyggede junior og jeg derfor med varm kakao og skumfiduser mens blæsten rasede - kun afbrudt af den konstante lyd af sirener fra politi, ambulancer og brandbiler. Der sad vi så og var glade for at være indenfor :)

Min respekt for naturens kræfter bunder nok især i det halve år, jeg for efterhånden mange år siden tilbragte i den amerikanske Midtvesten. Her kender man alt for godt til styrkeforholdet mellem Moder Natur og os mennesker, så alle havde vejralarm programmer installeret på deres computere på arbejdet, og gik alarmen så lukkede alle ned og tog hjem. Punktum færdig!

Selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker, at der skal komme flere storme i stil med denne, så håber jeg, at vi danskere efterhånden lærer at respektere naturens kræfter på samme måde, som man har lært i andre dele af verden. Det vil nok skabe mindre travlhed på hospitaler og betyde, at samaritter og politi kan fokusere deres kræfter på andre ting.

Og så skal jeg nok pakke min løftede pegefinger ned igen. God dag til alle derude :)

Æbleskiver og medisterpølse

Nu bevæger jeg mig lidt væk fra selve kerneidéen i denne blog, men ind i mellem støder jeg alligevel på ting, der står mit hjerte så nært, at jeg gerne vil kommentere på det, selvom det ikke handler om gør-det-selv projekter.

Så du DR dokumentar i går? På DR1 sendte de et program, der hedder "Danmark på Prærien". Det er en dokumentar om en lille by i den amerikanske Midtvest, som holder fast i sin danske kulturarv. Byen hedder Elk Horn og ligger i staten Iowa. Allerede nu har jeg faktisk skrevet en lille fejl, for byen værner teknisk set ikke om sin danske kulturarv men snarere om sin dansk-amerikanske kulturarv, og lige præcis dette synes jeg, at programmet formåede at beskrive særligt godt. Beboerne i byen er efterkommere af nogle af de mange danskere, som emigrerede til USA fra slutningen af 1800-tallet og op til tiden omkring 2. verdenskrig, og mange holder stadig fast i de traditioner, som disse emigranter medbragte.

Traditionerne har ikke meget at gøre med det Danmark, vi kender i dag. Elk Horn er en tidslomme, hvor man holder fast i mindet om en svunden tid - på godt og på ondt. Mange danskere vil nok rynke på næsen af det, for det kan let opfattes som kitsch og dårlig smag, men dokumentaren i går formåede virkelig at fremstille byen i det lys, som den skal ses. Nemlig ikke som en tåkrummende hån mod det nuværende danske samfund men i stedet som en hyldest til den dansk-amerikanske arv. Og hvem kan stille sig til smagsdommer for, hvad der er rigtigt og forkert? Hvem siger, at det ikke kan være lige så rigtigt at spise æbleskiver og medisterpølse som æbleskiver og marmelade? Min egen teori er, at lige præcis denne kombination er opstået som en reaktion på den frihed, som de danske emigranter oplevede, da de kom til USA. De kunne godt lide både æbleskiver og medisterpølse, og nu var der ikke nogen, der kunne sige, hvad der var rigtigt og forkert, så de skabte deres egen dansk-amerikanske tradition. Og mine damer og herrer det er lige præcis sådan, man skaber en tradition :)

Nu har du nok fornemmet min personlige interesse i dette emne, og det skyldes, at jeg for snart 10 år siden boede et halvt år i netop dette område, hvor jeg var i praktik på et museum i Elk Horn. Så jeg har oplevet samfundet på nærmeste hold og var meget spændt på, hvordan det ville blive fremstillet i programmet. Heldigvis var det et eksempel på et meget sagligt og gennemarbejdet stykke journalistik, og det var en stor oplevelse her næsten 10 år senere at se mange af de ansigter, jeg husker fra dengang.

Skulle du have fået lyst til at se - eller evt. gense - programmet, så kan du finde det på DRs hjemmeside.