Viser opslag med etiketten feriedag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten feriedag. Vis alle opslag

tirsdag den 21. maj 2013

Pinsesysler

Det var så den sidste af de officielle feriedage her i foråret. Det er altid lidt mærkeligt, for man bliver hurtigt afhængig af dem :) Men hjulene skal jo dreje rundt, og vi skal alle i gang igen. Og når det er sagt, så har både husbond og sønnen fri Grundlovsdag, og derfor bevilger jeg også mig selv fri den dag, så helt færdige er vi trods alt ikke endnu.

Pinsen har for vores vedkommende budt på masser af afslapning, hygge og god mad - alt for meget god mad! Det kan også ses på vægten i dag, skulle jeg hilse og sige. Men op på hesten igen, og når det skulle være, var det kvalitet for alle pengene.

Fredag aften havde vi bestilt en tapaspose fra Cofoco. Det er en speciel ting, som de kun har en gang imellem, så man skal lige holde øje. Den bestilles på www.madbillet.dk og indeholder mad til to personer og denne gang var der også en flaske cava med i posen, så prisen var en smule højere. Den kostede 300 kr og normalt mener jeg, at det er 250 kr. Lækkert som altid, og vi havde ikke behøvet at købe en millionbøf ved siden af til junior for han guffede løs af lækkerierne, ligesom os andre :) Cavaen blev delt i den lune aften i gården sammen med to gode naboer, da sønnen var lagt i seng.

Lørdag formiddag havde vi besøg af to af mine veninder til sammenskudsbrunch. Vi lavede boller med tilbehør og røræg og sørgede for drikkevarer og så kom de med henholdsvis bacon og muffins. Dejlig nemt og fantastisk hyggeligt. Om eftermiddag blev der lavet badebassin til ungerne i gården, og vi bidrog med hjemmelavet is, som faldt på et tørt sted i varmen både hos børn og voksne. Aftenen sluttede af med grillmad af den nemme slags for varmen tog på kræfterne.

Søndag havde bedsteforældrene en aftale om at tage barnebarnet med til veterantoghalløj i Græsted, så husbond og jeg tog ud og spiste morgenmad. Vi havde et ønske om at undgå Østerbro, Indre by og Vesterbro pga. Copenhagen Marathon, så Nørrebro var det oplagte valg. En af mandens kollegaer havde anbefalet Nordisk Brødhus i Rantzausgade, så vi hoppede på cyklerne og tog derind. 100 kr for et morgenmadskomplet, og er du til kvalitet frem for kvantitet, er det bestemt stedet at tage hen. Lækkert nybagt surdejsbrød med mel fra Skærtoft Mølle bagt i brændefyret ovn, dertil smør, ost og lufttørret Fanøskinke, et blødkogt æg serveret i en skål med halm (her var den eneste anke for de fleste nok for ægget var nærmere hårdkogt end blødkogt, men da jeg ikke er særlig vild med blødkogte æg, passede det mig fint). Dertil fik vi et glas æblemost og en kop cortado. Og så som en lille ekstra ting kom værten med en smagsprøve på scones, som lige var taget ud af ovnen. Scones er ikke noget jeg har dyrket tidligere men disse med æble, rosiner og rosmarin var ganske enkelt fantastiske! Må bare bukke mig i støvet og give en varm anbefaling til stedet. 5 store stjerner ud af 6! Bagefter smuttede vi forbi The Coffee Collective i Jægersborggade og fik Københavns bedste cappuccino, inden turen gik hjemad i regnvejr - øvbøv...

Mandag var vi alle trætte, så vi pakkede en picnickurv om eftermiddagen med kaffe, vand og hjemmebagte rosinboller, og så cyklede vi til Utterslev mose og fandt en naturlegeplads, hvor junior kunne lege i sit eget tempo, og vi kunne kigge på fugle, insekter og andet sjovt.

torsdag den 2. maj 2013

En "afslapningsdag" og et par bukser der driller...

I går var det jo 1. maj, og selv om jeg ikke var ude og svinge den røde fane, var computeren lukket ned alligevel, og dagen blev tilbragt sammen med sønnike, som havde fri fra vuggestuen. Jeg havde linet det helt store program op med tur i parken, hvor ænderne skulle bespises med brød, god frokost, middagslur til os begge og så på legeplads om eftermiddagen. Det gik ikke helt som planlagt, men ænderne blev fodret (ikke helt med i planen at knægten så også begyndte at æde det klamme toastbrød, der var indkøbt til formålet - og endnu mindre, at han spiste det med stort velbehag...). Vi endte så med at smutte forbi Bodenhoff bageren og købe en rosinbolle til os hver - han skulle trods have noget semiordentligt også ;o) Så var der ikke rigtig plads til frokost, og det blev direkte i middagslur, som blev afkortet betragteligt af overboen, som syntes det var et godt tidspunkt at renovere lejligheden på. Øv for os... Legepladsen var invaderet af isspisende børn og det kunne junior ikke stå for - og moderen var ikke svær at lokke - så vi delte en kugle is mens vi kiggede på springvand i det dejlige vejr.

Glemmer altså lidt at der er så meget krudt i en 2 årig, og at der skal løbes stærkt, når man er alene med ham. Så som sagt, afslappende blev det ikke, men vi fik lavet nogle af de ting, der ikke er tid til i det daglige, og sådan skal det være.

I min naivitet tænkte jeg, at jeg da også godt kunne nå at kigge lidt mere på de bukser, jeg var startet på til sønnen. Men åh hvor blev hun klogere, og det blev til meget lidt. Har så til gengæld taget revanche nu til formiddag mens jeg ventede på et videomøde, og har fået dem lavet næsten færdige. Men suk, de er ikke blevet så pæne. Ville rigtig slå mig løs og lave med både lommer og tittekant på (plus tittekant på lommerne). Resultatet er at tittekanten sidder for langt bag på bukserne og ikke i siden som den skulle og lommerne sidder skævt :( må nok erkende at jeg stadig er begynder og har meget at lære endnu. Det skal nok komme, og jeg må øve mig lidt endnu!