Viser opslag med etiketten hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hækling. Vis alle opslag

mandag den 20. april 2015

Hæklede dyr


Måske husker du, at jeg sidste år kastede mig over et projekt, hvor jeg lavede en kurv med hæklet frugt og grønt til junior? Hvis ikke kan du se resultatet her. Opskrifterne var hentet fra en bog af Maja Hansen, hvor jeg havde ændret lidt på størrelserne ved at bruge noget tyndere garn i bomuldskvalitet. Smag og behag er jo forskellig.

I fødselsdagsgave tilbage i november blev jeg begavet med en anden Maja Hansen bog nemlig den første i rækken af "Hæklede dyr". Junior kastede et enkelt blik på bogen og erklærede, at jeg måtte godt lave en Timmy til ham. Til læsere uden små børn kan jeg fortælle, at det drejer sig om fåret Timmy fra Timmy tid, som i hvert fald er et stort hit herhjemme og nok også i mange andre børnefamilier. Om ligheden i bogen er med vilje eller ej skal jeg ikke kunne sige, men det ligner i hvert fald rigtig meget.

Efter et par måneders tilløb (ej jeg havde også gang i en del projekter, så der skulle også lige være plads til det) fik jeg taget mig sammen og fik lavet det lille får over et par eftermiddage. Det er faktisk ret skægt at lave, men man skal koncentrere sig voldsomt, fordi bare en enkelt forkert maske, kan ødelægge hele projektet. Men kan man sætte nogle stille timer af over nogle dage, er det et dejligt hurtigt projekt at lave og ikke mindst afslutte.

Fåret er hæklet i tyndt sort bomuldsgarn fra Søstrene Grene og en rest hvid Cotton 8 med nål 2,5. Garnforbruget er meget minimalt. Jeg vejede ikke nøglerne inden, men det var virkelig ikke meget der skulle bruges. Derudover har jeg brugt en smule sort og hvidt filt og lidt tekstillim.

Næste projekt bliver vist en skilpadde - har jeg ladet mig fortælle :)

fredag den 28. marts 2014

Kurv med hæklet frugt og grønt


Et andet nytårsforsæt var jo, at jeg gerne ville blive bedre til at hækle efter opskrift. Jeg har hidtil udelukkende hæklet "repetitionsarbejde", og det har været godt at starte på, men nu er tiden kommet til noget mere udfordrende. Tilbage i januar begyndte jeg at researche på, hvad jeg kunne tænke mig at lave, og valget faldt tidligt på en kurv med frugt og grønt til junior, som skulle være færdig til hans fødselsdag. Og voilá, fødselsdagen er på mandag, og ovenfor ser du, hvad jeg har nået på de forgangne måneder.

Det tager alt sammen udgangspunkt i denne bog af Maja Hansen. Jeg har tilpasset lidt undervejs, men grundlæggende er det disse opskrifter, jeg har brugt.


Jeg har brugt to forskellige slags garn: Drops Paris, som er hæklet med nål 4 og Mayflower Cotton 8, som er hæklet med nål 3. Tomater og porrer skulle have været lavet i Paris, men jeg syntes, det blev for stort (og jeg havde mere Cotton 8 tilbage), så de blev lavet i en mindre udgave. Som fyld har jeg brugt en opsprættet billig pude fra Ikea.

Her kan du se tingene hver for sig:


En bakke med 10 jordbær


Tre tomater


En halv appelsin


En skive appelsin


Fem radisser


Fem gulerødder


En pære (farven snyder lidt)


Tre pastinakker


En banan (min personlige favorit)


To porrer


To æbler

Det var det hele. Det har været et stort arbejde, så jeg håber, at knægten bliver glad for det. Jeg synes i hvert fald det har været sjovt at lave, og jeg har lært enormt meget undervejs. Det er ikke svære projekter, men det er ikke et TV projekt, fordi man hele tiden skal tælle og holde styr på, hvor man er i regnestykket. Så sæt god tid af til det, hvis du vil i gang, så der også er plads til at lave lidt andet.

Nu lægger jeg det lidt på hylden og finder et andet projekt, men jeg har lidt mere garn tilbage, så mon ikke der kommer mere indhold i kurven på et senere tidspunkt...











tirsdag den 5. november 2013

Overspringshandling #1

Jeg sidder og improviserer lidt på en hæklet vanteholder. Noget i denne stil...


fredag den 1. november 2013

Granny stripes vol. 2


Jeg har før blogget om et lille barnetæppe i "bedstemorstriber", som blev lavet til en lille ny pige i venindekredsen. Da jeg var færdig med det, gik jeg ganske kækt straks i gang med et nyt bare i større format - denne gang til junior.

Lad det være sagt: nu skal jeg lige have en pause fra granny stripes, for de sidder godt nok i håndleddet og i hovedet. Jeg har også måttet tage nogle pauser ind i mellem, så jeg ikke fik helt knald i låget. Men i går blev det så den store dag, hvor jeg blev helt færdig til juniors store glæde (han har i den forgangne måned ofte båret hækletøjet hen til mig med beskeden om: "Færdig nu, mor! Ha' den på!"). Så det har fået plads på sengen, og så skal der bare puttes :)


Fremgangsmåden er den samme som her, men jeg slog 150 luftmasker op i stedet og har i alt brugt 12 nøgler garn (bomuldsgarn fra Søstrene Grene). Tæppet måler ca. 100 x 120 cm.

Grunden til, at jeg pludselig fik så travlt, var, at strikkeaftenerne startede igen i går hos Anita Garn i Brønshøj, og en trøje til øglen har ligget i bunden af strikkekurven siden maj, fordi jeg ikke kunne hitte ud af den. Nu har jeg så målt på hans tøj, og trøjen er i den størrelse han bruger nu, så nu skal der bare speedstrikkes, så han kan nå at få glæde af den. Jeg kan ikke lide at have halvfærdige projekter liggende, så derfor gav jeg den en skalle med at få gjort tæppet færdigt, inden jeg skulle videre med trøjen.

søndag den 20. oktober 2013

En søndag aften...



Nu hvor vejret er gået til den kølige side, kan man med god samvittighed sætte sig på sin plads i sofaen :)

fredag den 9. august 2013

Bedstemorstribet barnetæppe

En af mine veninder skal til vinter være mor for anden gang, og denne gang er det til en lille pige. Nu er det ellers drengebørn, der er flest leverancer på i vores omgangskreds, så det kom ret hurtigt til at krible i fingrene på mig for at lave noget i pigefarver.

Samtidig har jeg prøvet på at gøre lidt ved mine meget begrænsede hæklefærdigheder hen over de seneste måneder. Det skal ikke forstås sådan, at jeg synes, det er svært. Jeg har bare ganske enkelt ikke haft rutinen, så jeg havde brug for et projekt, hvor jeg kunne opbygge noget mere øvelse. Disse to faktorer gjorde, at jeg besluttede mig for at lave et barnetæppe i de såkaldte "granny stripes" eller bedstemorstriber. Konceptet ligner lidt de klassiske bedstemorfirkanter, men i stedet for at lave firkanter hækler du striber frem og tilbage. Det tiltaler mig især - i forhold til firkanterne - ved, at der ikke er slet så meget hæftearbejde, og at det kan gøres løbende, for det ender altid med, at jeg sidder og kæmper til slut og bander det hele af h. til, fordi jeg synes det er så monsterkedeligt at hæfte ender. Ja vi har alle vores dæmoner at slås med :P

Jeg vil ikke her komme med en omfattende instruktion i, hvordan man rent teknisk laver striberne, for det har en anden blogger allerede gjort. Læs hvordan hos Tusindfryd her.

Jeg har taget udgangspunkt i netop denne fremgangsmåde, men har lavet det i proportioner, som jeg synes passer til et barnetæppe. Det er lidt større end et traditionelt babytæppe eller barnevognstæppe, for jeg synes selv, at det har været mere anvendeligt med et, der var lidt større. Jeg bruger det faktisk til min søn på snart 2 1/2 år endnu. Han bliver puttet med et strikket tæppe om aftenen for tiden, hvor det er for varmt til dynen.

Tæppet er startet med 120 luftmasker på nål nr. 3, og så har jeg brugt fire forskellige farver til striberne. Resultatet ser du her:


Garn indkøbt. Da jeg ikke havde en konkret opskrift vidste jeg ikke, hvor meget jeg skulle bruge, så jeg endte med kun at bruge 2 nøgler i hver farve. Dvs. 8 nøgler i alt.


Mønstret...


Og det færdige resultat. Så mangler vi bare en baby :)