Viser opslag med etiketten om bloggen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten om bloggen. Vis alle opslag

torsdag den 9. april 2015

I gang med at blogge igen...









Det er efterhånden rigtig lang tid siden, at jeg sidst har blogget. Lysten forsvandt lige pludselig, og så tog den ene dag bare den anden, og lige pludselig var jeg kommet så langt væk fra det, at det virkede helt uoverskueligt at vende tilbage igen.

Men tilbage det skal - og ikke mindst vil - jeg. Bloggen er min bedste mulighed for at holde mig selv lidt til ilden omkring mine projekter, og vigtigst af alt er det min mulighed for at dele min inspiration med andre, og med al den inspiration jeg henter i blogverdenen, så vil jeg også gerne give noget retur.

Selvom det er lang tid siden at jeg har blogget, er det bestemt ikke pga., at jeg ikke har lavet noget. På billederne ovenfor kan du se et lille udpluk af ting, det er blevet til. Siden sidst er der kommet en lille niece til, så der er blevet produceret rigtig meget babytøj, og jeg regner med at der kommer mere til i den kommende tid.

Derudover har vi i år fået mulighed for at dyrke et langt større stykke nyttehave, end vi havde sidste år. Det sætter jo helt nye mål for hjemmeproduktionen, og pt er det et projekt, som tager enormt meget af vores tid, og det kommer det selvfølgelig også til i den kommende tid. Jeg tænker at lave et helt indlæg om vores planer i haven for i år, så vi også har lidt overblik over, hvad vi laver. Men meget mere om det senere.

Ellers har jeg gang i diverse strikkede og hæklede projekter, som jeg også kommer til at fortælle mere om. Min produktivitet svinger lidt. Jeg er også startet på et nyt job, så det har naturligvis også indflydelse på hvor meget jeg får lavet. Men jeg forsøger stadig at få lavet lidt ind i mellem alt det andet.

Jeg glæder mig rigtig meget til at få taget hul på bloggen igen, og jeg håber, at andre også vil læse med igen.

torsdag den 3. juli 2014

Jubilæumsindlæg - nr 100











Bloggen har været stille den sidste uges tid, fordi det gik op for mig, at næste indlæg var nummer 100. Det er lidt af en milepæl for en blog, som i bund og grund startede som noget, jeg ikke regnede med at fortsætte. Egentlig var det tænkt som en måde at få mig i gang med at skrive igen, men den er vokset på mig, og jeg må erkende, at det har fungeret på mange flere måder, end jeg havde regnet med.

Så nu sidder jeg her med indlæg nummer 100. Normalt er jeg ikke meget til tomme indlæg - min blog skal indeholde inspiration, læring og erfaringer, men i dag fraviger jeg og kigger tilbage på de forgangne 100 indlæg. Ovenfor kan du se et ganske lille udpluk af de ting, der har været på bloggen. Set i bakspejlet har jeg fået lavet mange flere ting, end jeg havde regnet med, men vigtigst af alt er det blevet væsentlig mere varieret end forventet. Det er jeg overbevist om, at jeg kan takke bloggen for. Det har inspireret mig til at gå nye veje og ikke bare fortsætte med de klassiske, som jeg kender (selvom det nu også er godt en gang i mellem).

Tak til jer der har læst med - jeg kan se på statistikken, at der er andre der kommer forbi, og jeg håber, at I er blevet inspireret.

tirsdag den 10. juni 2014

Nye klæder


Nu syntes jeg altså, at det var blevet tid til lidt fornyelse på bloggen. Selvom jeg er lidt nørdet, og arbejder med websites til dagligt, så er det ikke i designet, jeg har lyst til at bruge mit krudt. Jeg har flere gange tænkt, at jeg burde lave noget mere unikt, men for at være helt ærlig, så er mit blogfokus på indholdet. Jeg blogger ikke for at vinde nogen designkonkurrence ej heller for at få masser af kommentarer og klap på skulderen. Jeg blogger for at bruge min skrivelyst og for at få et holdested for mine projekter. Kan jeg inspirere andre i forløbet, er jeg meget glad for det.

Men dermed kan man jo godt blive lidt træt af at se på det samme, så nu hvor vækstsæsonen er i gang, er jeg skiftet til et mere aktuelt design.

Det er i øvrigt lidt sjovt, det der med årsagen til, at man blogger. Jeg kan sagtens forstå, at de bloggere, der bruger tid og kræfter på at lave DIY fortjener at få en kommentar og et link tilbage, hvis man bruger deres opskrifter, men for tiden er der rigtig meget diskussionsklub om, at der ikke er nogen, der kommenterer på indlæg, og det vil mange bloggere så gerne have (altså kun positive kommentarer - negative kan bare holde sig langt væk!). Jeg kan kun udtrykke min holdning, og det er, at jeg synes bestemt ikke at en blog drives af kommentarer, men snarere af det indhold, der lægges på. Konstruktive (positive såvel som negative) kommentarer er fantastiske, da de udvikler bloggen og det pågældende indlæg, men 20 x "nøj hvor er det en sød trøje, du har lavet" gør i mine øjne ikke en blog levende. Det er min helt personlige holdning, og den deles langt fra af alle, og det er også ganske ok :)

Og yes, jeg er et af de forfærdelige mennesker, der bruger og elsker Reeder, hvilket betyder, at jeg sjældent kommenterer, men jeg læser og inspireres, akkurat ligesom jeg selv ønsker, at andre skal bruge min blog.

tirsdag den 30. april 2013

Om at gøre det selv...

Lad mig starte med at præsentere mig selv. Jeg er i starten af 30'erne, gift, og så er jeg mor til verdens dejligste ballademager på to år. Vi bor i lejlighed i Brønshøj på toppen af København, og på trods af den til tider ret trange plads, så har både min mand og jeg en kriblen i fingrene for at gøre tingene selv. Vi elsker begge at bage og lave mad, og gennem de senere år har jeg fået interesse for noget så (troede jeg) gammeldags og husmoderagtigt som håndarbejde. Det lå den onden lyneme ikke i kortene skulle jeg hilse og sige, men det er nok rigtigt, hvad de siger. Når man bliver mor, udvikler mange et redebyggegen, som man slet ikke var klar over eksisterede. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at det giver mig positiv energi, og den bølge rider jeg på.

Der er mange grunde til, at vi gør tingene selv. Først og fremmest fordi vi synes det er sjovt. Syntes vi ikke det, så vil jeg godt garantere, at vi ikke var gået i gang. Derudover er der noget med kvaliteten af det, vi selv laver: brødet smager af mere, maden mætter længere, og jeg bliver så barnligt stolt, når knægten render rundt for fuld fart i en trøje, jeg har syet til ham. Kvaliteten, både rent fysisk og oppe i vores hoveder, er bare så meget bedre, end i det vi køber. Det betyder, at så vidt det overhovedet er muligt, så prøver vi at lave tingene selv, og er tiden i minus, ja så ved vi nu hvad vi skal kigge efter, når vi skal købe, og så får vi også et bedre produkt der.

Det er vigtigt for mig at understrege, at vi absolut ikke er hellige. Kommer vi sent hjem en aften og planlægningen er kikset, så er vi bestemt ikke for fine til at bestille en pizza i stedet. Det skal der helt klart være plads til. Men når vi så har spist og nydt den, så glæder vi os også til at få hjemmelavet mad igen. Det er efter min mening en balance, hvor man ikke skal være fanatisk på hverken den ene eller den anden måde.

Og så lige et par ord om det med tiden, for jeg bliver tit spurgt, hvor jeg finder tiden til de her ting. Og svaret er, at med en vis rutine, så behøver tingene altså ikke at tage så lang tid. I hvert fald hvis man holder sig fra monsterprojekterne. Det hele er en afvejning af, hvad vi bruger tiden på, og regel nummer et er ikke at kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde, for der er ikke noget mere demotiverende end kulsejlede projekter.

På bloggen her vil jeg skrive om alle de ting vi laver selv - og det kommer jeg til at tolke meget bredt, så forvent ikke detaljerede opskrifter i alle indlæg. Meget af det er også ment som inspiration.

Jeg håber vi ses :)