Her på bloggen skriver jeg om min kærlighed til at gøre tingene selv. Jeg bager, laver mad, syr, strikker, planter, tænker og tror - i en hverdag med plads til både gør-det-selv og de nemmere løsninger.
tirsdag den 26. november 2013
Morgenkaffe
Efter en hård morgen hvor humøret i børnehøjde nåede alle ekstremer, så er det nu rart at sidde med en lille ekstra forkælelse sådan en ganske almindelig tirsdag :)
Jeg er stadig på meget nedsat styrke pga. de problemer, jeg har haft med håndleddet, men jeg er dog begyndt at sysle lidt med diverse igen. Af økonomiske årsager har jeg dog valgt, at kræfterne først og fremmest skal bruges på det betalte arbejde, og det har der - heldigvis - været en del af. Det betyder så at hyggeskrivning, håndarbejde og bagning har været sat lidt på hold. Jeg tror faktisk, det er længe siden, vi har købt så meget brød herhjemme, men det skal der også være plads til i sådan en situation. Og tænk en gang - man kan faktisk godt overleve, selvom der sættes en øvre grænse på 1/2 times strikning om dagen :)
søndag den 10. november 2013
Påtvunget pause
Mit håndled er overanstrengt og det skyldes nok for meget dans over tastaturet, for meget leg med strikkepinde og hæklenåle og for mange slag i bolledejen. Dog ser det ikke så slemt ud ,for efter to dage i absolut ro føles det allerede langt bedre. Men der bliver indført restriktioner for belastende aktiviteter det næste stykke tid... Øv bøv
fredag den 8. november 2013
Barer med tørret frugt
En af de hårde uger er ved at have nået sin afslutning. Min bedre (eller værre) halvdel har været på konference i Malmø de seneste dage og har kun været hjemme for at sove, så jeg har ageret alenemor. Det er såmænd meget hyggeligt at gå alene to og hygge, men i situationen kommer man også i tanke om, hvor meget det betyder, at den anden part lige kan tage over bare et øjeblik.
Dagene er med andre ord gået med arbejde og intensiv børneunderholdning, og når barnet var lagt i seng, glødede strikkepindene for trøjen SKAL som sagt være færdig nu! Dog kunne jeg ikke dy mig i onsdags, hvor jeg troede at gemalen var hjemme lidt tidligere. Der havde jeg lavet nogle lækre barer med nødder og tørret frugt, som blev overtrukket med chokolade. Det viste sig dog, at han først var hjemme kl 22 alligevel, så ak og ve, jeg måtte selv gå ombord i dem. Nu må vi se om han overhovedet når at smage, for de er voldsomt vanedannende. Inspirationen er fra Annes Spisekammer af Anne Hjernøe, men jeg har justeret på mængderne for at få en mere sammenhængende masse. Måske er din frugt mere eller mindre fugtig. I så fald må du lige som jeg smage og justere undervejs.
Ca. 16 små barer
50 g hasselnøddekerner
50 g ristede kokosflager (alternativt kokosmel)
125 g tørrede dadler
75 g tørrede figner
ca. 100 g god mørk chokolade
frysetørret hindbær og kokosflager til pynt
Rist hasselnødderne i ovnen ved 150 grader i 20-30 minutter (de må ikke brænde). Køl dem af og kom dem i et viskestykke eller i lignende, hvor du forholdsvis nemt kan gnubbe hinderne af. Det gør ikke noget, at der sidder en smule tilbage.
Kom nødder, kokos, dadler og figner op i en foodprocessor og hak det, til det er findelt og ensartet. Saml massen med hænderne og det den i ca. 16 stykker, som du former til små barer. Læg dem på et stykke bagepapir.
Smelt chokoladen over vandbad og vend hver bar enkeltvis i den smeltede chokolade. Tag den op og sæt den på bagepapiret igen. Drys med det samme de chokoladebeklædte barer med frysetørret hindbær og kokosflager eller hvad du nu har lyst til. Lad chokoladen tørre helt (det tager nok et par timer). Opbevares på køl indtil de skal spises.
Jeg vil tro at de kan holde et par uger, hvis det er, men jeg tror ikke, at jeg ejer mådehold nok til at lade det komme an på en prøve...
tirsdag den 5. november 2013
mandag den 4. november 2013
Brød af rester
Der er lidt krise herhjemme for tiden. Melkrise for at være helt specifik, fordi i den dej, du ser ovenfor, befinder der sig de sidste krummer af min 5 kgs sæk med dalarhvedemel. Så nu haster det en hel del med at få bestilt noget mere, og det bliver nok oven i købet ikke i denne uge, hvor der er lidt pres på (husk altid at det med at producere selv skal være en overskudsting - har du underskud på tidskontoen, så nytter det ikke at presse det igennem).
Men det er nu også en god ting at få ryddet op i sine melrester (har man én gang haft melmider, bliver man altså rimelig hysterisk omkring det, kan jeg afsløre). Så i denne dej er der røget alt godt fra skabet i form af Aurion hvedemel, dalarhvedemel, grahamsmel og så lige suppleret op med noget dødeligt Änglamark hvedemel fra Brugsen. Så jeg har sat mig for, at i løbet af den næste uge skal de resterende sjatter bruges op, så der kan blive plads til noget nyt og spændende igen.
PS. og ellers er en stor del af dagen i dag - igen - gået med at bande over Nem-Id. Som enkeltmandsvirksomhed skal man jo nu også have en digitalpostkasse med en særlig Nem-Id medarbejdersignatur. Masser af arbejde frem og tilbage, men det slutter ikke her, fordi Nem-Id er så ustabil som den er, så kan man ikke komme på for at få oprettet denne postkasse. Og svaret fra Nets er: Du må bare prøve igen. Det er ikke ustabilt hele tiden. Ja godmorgen og tak for det. Så fortsætter jeg da bare med at spilde tid på det. Brok brok :)
fredag den 1. november 2013
Granny stripes vol. 2
Jeg har før blogget om et lille barnetæppe i "bedstemorstriber", som blev lavet til en lille ny pige i venindekredsen. Da jeg var færdig med det, gik jeg ganske kækt straks i gang med et nyt bare i større format - denne gang til junior.
Lad det være sagt: nu skal jeg lige have en pause fra granny stripes, for de sidder godt nok i håndleddet og i hovedet. Jeg har også måttet tage nogle pauser ind i mellem, så jeg ikke fik helt knald i låget. Men i går blev det så den store dag, hvor jeg blev helt færdig til juniors store glæde (han har i den forgangne måned ofte båret hækletøjet hen til mig med beskeden om: "Færdig nu, mor! Ha' den på!"). Så det har fået plads på sengen, og så skal der bare puttes :)
Fremgangsmåden er den samme som her, men jeg slog 150 luftmasker op i stedet og har i alt brugt 12 nøgler garn (bomuldsgarn fra Søstrene Grene). Tæppet måler ca. 100 x 120 cm.
Grunden til, at jeg pludselig fik så travlt, var, at strikkeaftenerne startede igen i går hos Anita Garn i Brønshøj, og en trøje til øglen har ligget i bunden af strikkekurven siden maj, fordi jeg ikke kunne hitte ud af den. Nu har jeg så målt på hans tøj, og trøjen er i den størrelse han bruger nu, så nu skal der bare speedstrikkes, så han kan nå at få glæde af den. Jeg kan ikke lide at have halvfærdige projekter liggende, så derfor gav jeg den en skalle med at få gjort tæppet færdigt, inden jeg skulle videre med trøjen.
onsdag den 30. oktober 2013
Og det blev knækbrød...
Knækbrøddet her er en af mine gamle favoritter. Jeg har for mange år siden fået opskriften af min mor, som selv har fået den af sin nu afdøde nabokone. Så præcist hvor den stammer fra, ved jeg hånden på hjertet ikke. Men i en eller anden variant er den at finde i mange nyere børnekogebøger, så jeg anser mig selv for at være lidt på forkant for en gangs skyld :)
Min allerbedste opskrift på knasende knækbrød kommer her:
1 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl havregryn
1 dl fuldkornsmel
2 1/2 dl hvedemel
1 tsk god salt
1 tsk bagepulver
1 dl smagsneutral olie (f.eks. raps eller solsikke)
2 dl koldt vand
Tænd ovnen på 190 grader.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål og rør godt rundt. Tilsæt olie og vand og rør det godt sammen. Nu har du en tyk grødagtig masse.
Kom halvdelen af grøden op på et stykke bagepapir. Læg et nyt stykke bagepapir ovenpå og gnid med fingrene dejen ud i et ensartet tyndt lag. Man skal stå lidt og arbejde med det, men dejen er blød så det er ret nemt. Fjern det øverste lag bagepapir. Med en kniv presser du forsigtigt riller på langs og på tværs, som former knækbrødsstykkerne (de skal ikke skæres fra hinanden, for når de er bagt, kan de nemt brækkes fra hinanden).
Lemp bagepapiret med knækbrødene over på en bageplade og bag dem i ovnen i 20-25 minutter. Hold GODT øje for lige pludselig skal de ud. De må ikke blive mørke, og alle ovne bager forskelligt, så jeg kan ikke give en mere præcis angivelse end det.
Gentag processen med den anden halvdel af dejen og lad knækbrødene køle godt af på en rist, inden du opbevarer dem op til en uges tid i en tætsluttende bagedåse.
Abonner på:
Opslag (Atom)






