Viser opslag med etiketten nyttehave. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nyttehave. Vis alle opslag

onsdag den 19. august 2015

Juli måneds høst


Det går ikke så godt med ambitionerne om at blogge for tiden, og derfor kommer dette indlæg også en halv måneds tid for sent. Jeg synes, at tiden løber fra mig med arbejde, familietid, have og praktiske gøremål. Arbejdet i haven har ændret karakter. Afgrøderne er for en stor dels vedkommende vokset til og dækker jorden, så ukrudtet får ikke rigtig magt. Til gengæld er der blevet mere tørt, så vi må vande en del og så tager det ikke længere 10 min at høste! Haven er et rent overflødighedshorn lige nu og det kan særligt mærkes på vores madkonto. Vi bruger alt det vi kan, vi forærer væk, og vi gemmer så meget vi kan. Fryseren er fyldt med spinat, hestebønner og ærter. Hylden er fyldt med syltede rødbeder på glas og der er lavet masser af marmelade (både af egne og købte bær). 

Jeg kan derfor allerede nu erklære, at det bestemt godt kan betale sig at dyrke selv. Arbejdstimerne fraregnet (det regner vi for interessetid) så har vi allerede langt tjent det ind, vi har købt for i år, og bærbuskene er slet ikke begyndt at tjene sig ind endnu. Det håber vi starter til næste år :)

Men lad os se på tallene for juli måned:

17 agurker (+ en tre stykker som vores nabo plukkede mens vi var på ferie)
10 tomater (--II--)
4 kg jordbær (+ hvad en veninde plukkede mens vi var på ferie)
10,7 kg kartofler
4 kg ærter
4 squash
ca. 1 kg grønkål og palmekål (de nederste blade bliver løbende plukket af)
2,5 kg gulerødder
2,5 kg rødbeder
4,2 kg hestebønner
1,225 kg stikkelsbær



I år ialt:

49 agurker
10 tomater
4,8 kg jordbær
15,7 kg kartofler
4 kg ærter
4 squash
1 kg kål
2,5 kg gulerødder
2,5 kg rødbeder
4,2 kg hestebønner
1,225 kg stikkelsbær
40 radiser
2,1 kg spinat
2-3 kg rødbedetoppe

Og august måned er startet endnu vildere, så jeg glæder mig til at afsløre tallene for august måned. Til gengæld er vi nu også nået til det lidt underlige punkt, hvor afgrøder er ved at være færdige for i år: ikke flere jordbær. Bedet er gravet igennem for ukrudt og planterne er befriet for løbere. Nu håber vi at det giver endnu flere bær til næste år, da de fleste planter i år var løbere fra sidste år.

Nå ja, og så er der jo lige agurkeplanten. Jamen altså som den har ydet. I skrivende stund er den ved at stå af, men jeg kan afsløre at med august måneds høst indtil nu så er vi oppe på 55 agurker (plus hvad naboen har høstet). Jeg er så imponeret, at jeg slet ikke har ord. Det har været en fantastisk sort at dyrke - både sidste år og i år. Jeg har suppleret med en ny plante (sået fra frø midt i maj). Planen var at den skulle tage over for den gamle, og planten er også fin og kraftig nu. Jeg synes bare ikke at væksten er så pæn som på den anden. Denne sætter mange sideskud, som jeg er over og nipper af efter to blade. Den anden sort satte ikke sideskud men satte derimod kun stammeagurker. Det synes jeg passer bedre til en vindueskarm, så jeg vil se om jeg kan opstøve dem igen til næste år.

Vi slutter af med lidt billeder fra haven:





tirsdag den 30. juni 2015

Juni måneds høst


Med aftenens tur i nyttehaven afslutter jeg juni måned, som virkelig har vist sig fra sin flotte side rent høstmæssigt. Det har ikke været en sommermåned, som vi har været vant til igennem de senere år, men haven ser ikke ud til at have noget imod det - med undtagelse af de meget varmekrævende grøntsager som bønner, græskar og squash, men de er ved at komme efter det nu. I denne uge ser det også ud til at varmen gør sit indtog for alvor, så nu skal der nok komme gang i det. Der kommer nok også gang i noget vanding i så fald, fordi især ærter, jordbær og bønner skal bruge noget vand i varmen. Men det går nok også.

Juni har budt på en del forskellige afgrøder og også lidt smagsprøver på, hvad der er i vente i den kommende måned. I søndags snackede vi lidt udtyndede gulerødder, som var på størrelse med min lillefinger, og nu til aften fik junior årets allerførste ærtebælg, og at dømme efter hans ansigtsudtryk, så smagte den godt :) Mon ikke der er flere til weekenden, så jeg kan registrere den første egentlige høst.

Juni har budt på


Kartofler


Radiser


Spinat


Agurker


Jordbær

De tørre tal ser sådan her ud:

23 skoleagurker
40 radiser
750 g spinat
1 bærepose udtyndede rødbedeblade (anslået 2-3 kg)
ca. 5 kg kartofler
Ca. 800 g jordbær

I alt i år:
32 skoleagurker
40 radiser
2,1 kg spinat
2-3 kg rødbedetoppe
5 kg kartofler
800 g jordbær

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk overrasket over, hvor meget det har givet allerede. Agurkeplanten er jo gået helt amok og har allerede slået sidste års imponerende resultat, og den er ikke færdig endnu, ser det ud til. Spinaten har også givet mere end forventet, og det vi ikke har spist med det samme i tærter, æggekage osv, har jeg blancheret og lagt i fryseren i passende portioner. Vi har også lavet to tærter af rødbedebladene. Resten af bladene blev foræret til en veninde, fordi vi ikke kunne nå at tilberede dem alle.

Nå ja og så har juni selvfølgelig også budt på en anden høst:


Hyldeblomst i rå mængder

Hyldeblomsten tæller dog ikke med i mit regnskab, men den første portion saft er snart drukket, og jeg har en portion mere over, som er klar til weekenden. Jeg har planer om at prøve at henkoge saften i år, så vi kan gemme noget til senere. Det bliver spændende om det lykkes.

Som sagt tegner juli måned til at blive en fin høstmåned i haven. Vi skal på ferie i en uge, og der håber vi selvfølgelig at det ikke tørrer væk, men når det kun er en uge, så går det nok.

Her kan du se, hvad der venter:


Ærter, gulerødder, rødbeder og hestebønner (spinaten på billedet er høstet nu og der er sået flere gulerødder)


Kartofler i lange baner (vi håber at skimlen ikke sætter ind mens vi er på ferie)


Palmekål og grønkål. Planterne er så store nu, at vi har måttet tage dugen af. Jeg havde tænkt at erstatte med bionet, men de er simpelthen for store. Så vi må se om vi kan fjerne så mange larver som muligt manuelt.

torsdag den 11. juni 2015

Hestebønner og lidt billeder fra køkkenhaven


Lilla hestebønneblomster


Hvide ditto

Jeg sidder i sofaen med en kop te, tæppe og en gang sommerinfluenza og nå ja temmelig ondt af mig selv. Det er aldrig sjovt at være syg, men for pokker, nu er sommeren endelig kommet, og så gider jeg bare ikke ligge herinde og blomstre. Når det så oven i rammer ned i den allertravleste tid på arbejdet overhovedet, så må man vist bare konstatere, at timingen ikke er fantastisk. Og nå ja på samme tid erkende at nogle ting er man bare ikke herre over.

Der har været drøn på de seneste uger med rejser, alt for mange aftaler og uhyggeligt travlt på jobbet, så jeg har haft lidt dårlig samvittighed over ikke at kunne bruge den tid på haven, som jeg gerne ville. Det er absolut frem for alt andet et lystprojekt, og lysten har bestemt ikke manglet, men det har tiden til gengæld. Normalt har vi som minimum mindst én hel dag i weekenden derude, og det har vi ikke haft de seneste tre uger. Det bærer haven præg af, selvom vi naturligvis har været der i løbet af ugen - et par timer ad gangen. Men der er for meget ukrudt, som vi ikke har nået at tage.

Når så alt dette er sagt, så står det utrolig fint derude. Alle squash- og græskarplanter blev ædt i løbet af ganske få dage af de elendige snegle, så vi måtte krybe til korset og har købt erstatningsplanter på planteskolen. Det lykkedes kun at få hokkaido og squash. Der er også tre lygtegræskarplanter tilbage endnu, så de bliver forhåbentlig til noget. Vi prøver lidt forskellige tiltag mod sneglene og det kommer jeg tilbage til i et senere indlæg.

Det jeg egentlig gerne ville vise frem i dag er nemlig vores hestebønner (se billederne ovenfor). De blev sået allerede midt i april under fiberdug sammen med spinat. Her hyggede de sig under i en tre uger, hvorefter fiberdugen blev taget af. Det er bestemt et eksempel der er værd at følge. Spinaten gav helt vildt godt, og jeg kunne begynde at høste ret tidligt. Og hestebønnerne står så smukt med de flotteste blomster. Det eneste problem er, at de er voldsomt angrebet af bladlus, men det virker ikke som om, at de er voldsomt plaget af det. Jeg tænker at prøve tricket med at spraye med sherry i år. Synes ikke insektsæben, jeg har brugt de andre år, har fungeret så godt.

Men her følger lidt billeder fra haven:



Kålplanter under fiberdug. De har fået pænt fat men sneglene hygger sig stadig derinde


Hestebønneplanter på afstand (jordbær ved siden af under ukrudtsdug)


Kartofler


Ærter (gulerødder i enden af bedet) og rødbeder i rækkerne bagved


Nyudplantede bønner (vi krydser fingre for at de klarer omstillingen)


Og en håndfuld nyhøstede radiser :)


lørdag den 16. maj 2015

Spinathøst - og første snegleupdate


I dag - den 16. maj - har vi høstet første gang fra vores "nye have", som vi stadig kalder den, selvom vi har været i gang i rigtig lang tid efterhånden. Faktisk var det mere eller mindre på denne dato sidste år, at vi startede i vores gamle have, så det sætter lidt det hele i perspektiv, at vi nu i år kan høste første afgrøde på det tidspunkt, hvor vi gik i gang sidste år.

Det blev til 160 g spinat i denne omgang. Vi såede både almindelig og new zealandsk spinat, men sidstnævnte kom aldrig igennem ukrudtet. Til gengæld vokser den anden - ja som ukrudt, fristes man til at sige. Jeg har derfor i dag ryddet rækkerne, hvor den new zealandske måske gemte sig og har sået et par rækker alm spinat mere. Den anden kom i jorden for lidt over en måned siden og har stået under fiberdug i de første to-tre uger, så den er vokset ret hurtigt. Forhåbentlig er der til nogle omgange høst mere i de rækker, der allerede er vokset op, og så kommer de nye til bagefter. Spinat er en af de afgrøder man med fordel kan så løbende hen over foråret, så man kan høste løbende.


Et helt dørslag fyldt med skipper skræk mad!


I sidste weekend satte vi kålplanter. Ikke dem fra vindueskarmen desværre. De blev ramt af visnedød, hvilket åbenbart skyldes, at de ikke er så glade for at blive forspiret i så og priklemuld. Det skal helst være almindelig pottemuld, og så skal de egentlig helst forspires i drivhus. Det har vi ikke rigtig mulighed for lige nu, så vi må vist bare indstille os på at købe forspirede kålplanter indtil da. Det lykkedes os da også at få både grønkål og palmekål, som blev sat under fiberdug. Men ak, sneglene havde gennemskuet os alligevel, så bæsterne har holdt fest - med vores kålplanter som hovedret. Nogle har kun stænglerne tilbage men de fleste sætter nye skud, så nu er der dømt sneglekrig, og jeg har fundet et nyt våben.



MAJSMEL! Jeg bruger af flere årsager ikke gift i min have, og sidste år forsøgte jeg med ølfælder, hvilket ikke havde særlig stor virkning. I år har vi snakket med en af de mere garvede i faget, og han anbefaler majsmel. Sneglene kan åbenbart ikke tåle det, og det skader ikke planterne. Det er lidt makabert, men når de æder det, så svulmer de op og eksploderer. Ret klamt og passer ikke med mit normale syn på dyr, men lige når det gælder snegle, så er jeg ret kold.

Jeg har drysset majsmel om kålplanterne - de står stadig dækket med fiberdug, så jeg regner ikke med at det bliver skyllet væk af regnen med det samme. Derudover har jeg flere steder i haven lagt plastickopper med majsmel. Nu håber jeg, at sneglene finder dem, og forhåbentlig stiller nogle træskoene. Kan jeg se, at det virker, så skal jeg klart have lavet nogle flere rundt omkring, men nu prøver jeg at teste i første omgang.

Resultatet af vores sneglekamp kommer uden tvivl til at have stor indflydelse på vores udbytte i haven, så det kommer vi til at bruge rigtig meget krudt på over de kommende måneder. Meningen med haven er jo, at den skal bidrage væsentligt til vores selvforsyning, så det betyder meget at vi kan holde dem for døren - til en vis i grad i hvert fald. Fortsættelse følger uden tvivl.

Har du nogle gode råd mod dræbersnegle i haven?

søndag den 3. maj 2015

Billeder fra nyttehaven

Jeg ELSKER at have en nyttehave. Jeg ville også elske at have min egen private have med høns og drivhus, hængekøje og legehus, men det kommer forhåbentlig også en dag :)

Vi har endnu en gang brugt en masse tid i haven over den forgangne forlængede weekend (yay for St. Bededag!). Husbond og jeg var alene afsted fredag i knap så dejligt vejr, hvor vi fik luget ukrudt til den store guldmedalje. I dag var hele familien afsted i knap 7 timer i fuld sol. Der blev sået gulerødder, rødbeder og en smule radiser. Der blev plantet palmekål og grønkål og purløg. Der blev luget endnu mere. Og ikke mindst blev der hygget og leget.


Der bygges støttebuer til fiberdug


Hestebønne - før lugning


Hestebønne - efter lugning


Grønkål og palmekål plantet - og beskyttet af fiberdug


Hestebønner og spinat


Jordbær - 20 planter fra sidste år er blevet til en del flere i år


Solbærbusk - plantet i år


Stikkelsbærbusk - flyttet fra sidste års have, hvor den ikke stod særlig godt


Ribsbusk - også plantet i år



S'mores. Det blev til dobbeltbål i dag. Først snobrød med pølser til frokost og s'mores til eftermiddagssnack :)

tirsdag den 14. april 2015

Grønne vindueskarme - forspiring og window farming


Kan du huske mit agurkeforsøg sidste år? Hvis ikke så kan jeg fortælle, at på én enkelt skoleagurkeplante fik vi ca. 30 agurker, og det var uden tvivl den mest succesrige plantehistorie sidste år, så forventningerne er tårnhøje i år, og det kan vel nærmest kun skuffe? Ej, spøg til side, alt kan gå galt det ved vi, men når det lykkedes sidste år, kan det også gå godt i år. Vi har selvfølgelig også lavet en plante af samme type i år, som får samme plads i vindueskarmen, og vi håber virkelig at udbyttet i år også bliver godt. De smager fantastisk, når de kommer direkte fra planten, og det er en oplevelse man ikke skal snydes for - selvom man bor i stuelejlighed på stenbroen. Planten ser ud til at trives fint, så fingrene er krydset for en god agurkesæson.


Øhm, husk skilt i næste år - var dette en gul eller en rød??

Tomaterne gik lidt op i hat og briller sidste år. Bladlusene var en plage og gik i alt: chili, tomater, krydderurter - ja alt undtagen agurken. Men jeg prøver igen i år, og så er planen, at når det bliver varmt nok, så bliver de plantet beskyttet i haven, og så må vi håbe, at der ikke går for meget skimmel i. Det er to varianter af Swee'n'neat, som jeg også prøvede med sidste år. De planter jeg gav væk - som stod uden for - gav masser af tomater, så det må være taktikken i år.

I øvrigt har jeg glemt at tage billede af årets chiliplante. Endnu et rendez-vous fra sidste år: Trinidad Perfume. Vi fik ikke en eneste sidste år - pga. lus og nogle fejldisponeringer - så vi giver et skud igen i år, men den er virkelig langsomtvoksende, så man bliver helt utålmodig. Men vi håber, at vi får noget ud af den i år.


Basilikum og koriander

Krydderurter skal der til, og vi er storforbrugere, så der kan være en del penge at spare ved at dyrke dem selv. Egentlig er jeg mest tilhænger af at have krydderurter udenfor, men det er aldrig lykkedes mig at få koriander og basilikum til at gro ordentligt udenfor, så de bor i vindueskarmen. Det varer ikke længe før vi kan begynde at høste koriander (jeg forstår ikke hvorfor så mange rynker på næsen af koriander - jeg synes det smager fantastisk). Basilikum er et musthave og i vinterens mørke har jeg købt mig fattig i potter. Nu varer det ikke længe før jeg plukker min egen igen.


Spæde kålspirer

Billedet er faktisk en uge gammelt, og der er sket ting og sager siden. Næsten alle planter har sat rigtige blade, og jeg har tyndet ud til én plante pr rum. Planen er at de skal plantes ud ca. midt maj, så de kan nå at få et godt forspring herinde, men lad os se hvad vind og vejr siger. Kommer varmen for at blive, ryger de måske i haven en uge før. Der er rød og grøn grønkål samt palmekål. Vi spiser rigtig meget wokmad herhjemme, så bliver høsten god, skulle der være mulighed for at få gode vitaminer til vinter. Planen er at dække med fiberdug af hensyn til kålsommerfuglelarver. Jeg håber, at det kan holde dem for døren.

Inden længe sætter jeg første hold majs over til forspiring, og så bliver det endnu en gang trængsel i vindueskarmen. Til gengæld er kartoflerne røget i jorden, så de fylder ikke mere.

Nu hvor varmen lurer lige om hjørnet, kribler det for alvor i fingrene for at komme i gang, men vi har givet hinanden håndslag på ikke at plante for tidligt. Tidligst 1. maj kommer det næste i jorden (gulerødder, rødbeder og ærter). Men der mangler også en gang ukrudtsfjernelse i nogle bede endnu, og det skulle vi gerne nå, inden det lune vejr for alvor slår igennem.

mandag den 13. april 2015

Nyttehave - det store projekt i 2015


Sidste år fik vi mulighed for at være en del af et havefællesskab, hvor kunne dyrke lidt grøntsager og bær, og ikke mindst danne os nogle erfaringer omkring det at have en køkkenhave. Der skal ikke herske tvivl om, at vi allerhelst bare vil have et hus, hvor vi kan få "hele pakken" i et hug, men det er ikke en mulighed lige nu af forskellige årsager. Derfor er det fantastisk at få mulighed for at dele en have med andre, indtil ens egen drøm kan gå i opfyldelse.

I år har vi dog været så heldige, at vi har kunnet tage drømmen et niveau videre, da vi har fået et nyttehavestykke sammen med nogle venner, hvor vi mere eller mindre selv kan bestemme, hvad der skal være. Haven ligger ovenkøbet i området, hvor vi gerne vil bo, så der er mulighed for at tænke lidt mere langsigtet end de max. to år, vi havde i det andet havestykke.

Det var synet på det øverste billede der mødte os for en måned siden, da vi overtog de ca. 250 kvm, og da vi fik at vide, at stykket sidste år var blevet fræset og dernæst var vokset så meget op på et år, ja helt ærligt, så var vi ikke helt sikre på, om vi havde kastet os ud i et umuligt projekt. Havestykket tiltalte os dog, da det ligger rigtig godt for solen - og ser man bort fra gyldenrisen, som er OVERALT, så er det en utrolig lækker jord. Det er godt nok lerjord, men det er slet ikke så tungt som i haven sidste år.

Første projekt var at rydde haven for den gyldenris, der var over jorden:


Dernæst lejede husbond en solid fræser og gik i gang med jorden:


Dernæst ville en del nok tænke, at så var jorden jo klar til at så i, men belært af sidste års erfaringer, hvor vi pga. tidsmangel (vi kom først i gang med haven midt i maj) ikke fik arbejdet jorden godt nok igennem inden vi såede, hvilket resulterede i at ukrudtet voksede hurtigere end planterne, og ikke mindst at vi så resultatet af, at lige præcis dette havestykke kun var blevet fræset sidste år, ja så var vi helt enige om, at der ikke var andet for end at gå i krig bevæbnet med kultivator, hakkejern og rive og så finde knofedtet frem. Det har betydet, at vi efter at jorden blev fræset har været inde manuelt og hakke og rive ukrudtsrødder op - bed for bed. Det er et KÆMPE arbejde! Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange timer vi allerede har lagt, og vi er ikke færdige endnu. Jeg vil tro, at vi har nået ca. 3/4 dele af arealet. Der resterer endnu fire bede, men nu er det til at se enden af denne del af arbejdet, og hånden på hjertet: Det glæder vi os til. Det bliver rart at lave noget andet. Men skal vi gøre os forhåbninger om at få så meget som muligt væk, så er der ingen tvivl om, at det er nu, det skal gøres.

De første tre bede vi ryddede, plantede vi frugtbuske i med det samme. Det er ca. 3 uger siden. Der blev plantet ca. 25 hindbærbuske (både sommer- og efterårsvarianter), tre stikkelsbær, tre ribs (to røde og en hvid) og to solbærbuske. Derudover er der "dukket" et par stikkelsbærbuske op derude efter, at der er kommet blade på buskene. Foruden tre rabarberplanter og et bed med jordbær kommer dette til at udgøre vores frugtproduktion i første omgang. Vi regner ikke med at få sommerhindbær i år, da de sætter på andet års skud, så der kommer nok ikke noget før næste år.

Vi havde købt 20 jordbærplanter til det gamle havestykke sidste år. De havde så formeret sig til 80 stk i år, og de er blevet plantet i et stort bed med ukrudtsdug under. Det har vi gjort for at undgå at for meget lugearbejde. Det samme er gjort under solbær, ribs og stikkelsbær.

I den forgangne weekend fik vi også taget hul på det reelle såarbejde. Her blev der lagt kartofler i tre bede - svarende til 15 kg læggekartofler. De fleste havde ligget til forspiring i vores vestvendte soveværelsesvindue, men selvom vi havde købt mange, så var der ikke nok, så vi måtte købe 4 kg mere, og de var så spiret under andre vilkår i butikken. Nu er det spændende, hvor stort udbyttet bliver. Øvelsen er først og fremmest at få løsnet jorden, så den er nemmere at arbejde i til næste år. Men vi håber da, at få en del kartofler ud af det (læs mange).


Der lægges kartofler

Derudover såede vi spinat og hestebønner, og dette bed blev dækket med fiberdug efter såning. Det håber vi kan tage toppen af et evt. ustadigt vejr. Men begge dele skulle kunne sås tidligt, så vi forventer ikke, at det bliver et problem.


En fireårig kan godt hjælpe med at lægge store frø som hestebønner i jorden

Selvom vi slider i det i øjeblikket, så skal der også være plads til sjov og hygge. Junior har fået en rebgynge i et træ og så hygger vi næsten hver gang, vi er derude, med bål og snobrød eller skumfiduser. Trangiaen er også gerne med, så der kan blive til en kande stempelkaffe og en kop varm kakao. Herunder er lidt stemningsbilleder fra den første måneds tid, hvor temperaturen har svinget fra pivkoldt til t-shirtvejr:




Nyttehaven kommer som sagt til at fylde meget i mine indlæg over de næste måneder, da jeg også gerne vil forsøge at føre lidt havedagbog via bloggen. Derfor vil der inden længe komme en liste over, hvad vi sår i år og ikke mindst hvor meget. Vindueskarmene bugner med forspiringsprojekter, og vi er meget spændte på, om vi får det timet rigtigt.

Det kommer selvfølgelig ikke til at gå op i have det hele. Jeg har gang i håndarbejdsprojekter og anden selvforsyning, så selvom du ikke er til jord under neglene, så skal der nok komme andre ting til inspiration :)