Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag

fredag den 11. juli 2014

Inspiration til brug af ribs (og lidt hindbær)


Vi har høstet enormt mange ribs i den nyttehave, som vi hjælper med at passe. Der er ikke rigtig andre, der har været interesseret i dem, og jeg syntes bestemt ikke, at de skulle gå til spilde, så de er kommet med os hjem. Fuglene har også taget godt for sig, men der har været rigeligt med bær til os. Et slag på tasken er, at jeg har plukket lidt over 2 kg i alt - og det er så fordelt over nogle gange, så f.eks. lavet saft løbende over de seneste par uger.

Her kommer nogle af de opskrifter jeg har brugt:

Øverst i indlægget ser du nogle fantastiske muffins med kokos og ribs. Jeg syntes, det var en dejlig mundfuld - sur og sød på samme tid. Opskriften fandt jeg hos Anne au Chocolat, og du finder den her. Opskriften viser meget store muffins, men jeg lavede i små linseforme, og jeg mener, at der blev ca. 12. Dejlig opskrift som jeg helt sikkert skal lave igen.



Vi har vel alle forskellige minder fra vores barndom. Et af mine er min mors og mormors produktion af ribs- og solbærsaft. Jeg tror nok, at det var en meget koncentreret udgave, de lavede dengang, men jeg har brugt denne opskrift fra Valdemarsro, som giver en version, hvor jeg blander op ca. "half and half" med saft og vand. Så passer den til min smag. Mængden af sukker afhænger meget af bærrets sødme, så det er vigtigt at smage sig frem. Jeg glemte at komme vaniljestang i, og saften smagte ganske glimrende alligevel.


En del af saften blev også frosset ned i små isforme (købt i Søstrene Grene til 13 kr for en holder til 6 små is - bemærk detaljen med den lille krave på formen, så væsken ikke løber ud i hånden, når isen smelter. Det er rigtig smart!). Det giver den lækreste ribsis med en god kraftig smag. Her får man virkelig valuta for pengene, for dens lige kan man ikke købe i butikkerne. Og i disse meget varme dage ryger der altså en del is indenbords. 


Endelig blev en portion blandede bær lavet til rødgrød, som blev nydt med fløde i går aftes. Portionen rækker faktisk så langt, at der også er til os tre i dag. Tricket er jo nok, at spiser man det med rigtig fløde, så mætter det så meget, at man ikke spiser så meget af det. Men derfor er det selvfølgelig ikke noget, vi skal spise hver dag.

Jeg sjussede mig lidt frem til opskriften, men her kommer sådan ca., hvordan jeg lavede den (tag sukkerindholdet med et gran salt, fordi det afhænger helt af bærrenes sammensætning og sødme

Rødgrød

300 g blandede og rengjorte bær (i dette tilfælde ribs, hindbær og en smule solbær og jordbær)
3 dl vand
ca. 3/4 dl sukker
3 tsk kartoffelmel rørt ud i lidt vand
Sukker til at drysse over grøden

Skær evt. lidt større bær (f.eks. jordbær) i mindre stykker og kom bær, og vand i en gryde. Lad det koge til bærrene akkurat er kogt møre ca. 5 minutter. Kom sukker i gryden og lad det koge med et par minutter til det er godt opløst. Rør kartoffelmel med en smule vand i en kop. Tag den kogende grød af varmen og med det samme, hælder du jævningen i grøden under konstant omrøring. Det er meget vigtigt, da der ellers vil komme jævningsklumper i grøden, og det er ikke så rart. Tilsæt jævningen lidt ad gangen i en tynd stråle, da det er svært at sige, hvor meget du skal bruge.

Hæld grøden op i en skål, drys lidt sukker ovenpå (for at undgå skind) og lad den køle helt af i køleskabet, inden du spiser den med fløde eller mælk.


Vi har også plukket rigtig mange hindbær i haven, som primært er blevet brugt til marmelade. Her bruger vi som altid vores standardopskrift på marmelade. Den finder du her. Foreløbig er det vist blevet til 9 glas, så det bliver - heller - ikke hindbærmarmelade, vi går ned på i år.

Nu er vi efterhånden ved at have plukket en del, men der bliver nok ved med at komme nogle hindbær, som vi plukker i denne uge og i næste uge, inden vi skal på ferie. Derudover har vi sat net over en lille ribsbusk, som står i let skygge. Derfor er bærrene ikke helt modne på denne endnu, og fuglene har ikke opdaget de lyserøde bær. De er dog næsten ved at være der nu, så jeg regner med at kunne nå at høste dem inden ferien. Derudover er der en lille busk med stikkelsbær, som jeg også tror er ved at være plukkemodne, så mon ikke også vi når det inden ferien.




torsdag den 19. december 2013

Julesmåkager - peberkager


Som barn elskede jeg Dyrene i Hakkebakkeskoven. Jeg kan huske, at jeg så det som børneteater, da jeg var en lille pige, og efter forestillingen stod skuespillerne og delte peberkager ud. Det var bare stort :)

Nu krydser peberkagerne så min vej igen. Jeg ledte efter en opskrift på nogle figurkager, som jeg kunne lave sammen med junior, og hos bloggeren Frk. Kræsen stødte jeg på denne opskrift. Den var helt perfekt til formålet, fordi alle ingredienser allerede var i køkkenskab og køleskab, og dejen kunne laves om aftenen efter yngstemanden var lagt. Så slap jeg for at skulle forklare, at vi altså ikke skulle bage kagerne "med det samme" (kan afsløre at det bestemt ikke vækker begejstring hos en to-årig, som vil alt her og NU!). Endnu et plus ved opskriften er, at den ikke indeholder æg, og når man bager sammen med børn, er det meget rart, at de kan smage lidt på dejen undervejs uden ricisi.

Kagerne, ja de smager bare lige som de skal. Min mand ramte det faktisk meget godt, da han sagde, at det er en børnevenlig udgave af brunkager. De har en dejlig men mild krydret smag og er sprøde og lækre.

Dette er en af de ting, man sagtens kan have selv helt små børn med til. Der blev udstukket de fineste kager i sjove faconer, og særligt populære var racerbilerne naturligvis.

Her kommer opskriften:

Peberkager

60 g smør
1 dl sirup
1,75 dl brun farin
1 dl fløde
1 tsk stødte nelliker
2 tsk stødt ingefær
2 tsk stødt kanel
2 tsk natron
6 dl mel (+ ekstra til udrulning)

Smelt smør, sirup, brun farin og fløde i en gryde. Bland mel og krydderier i en skål. Når indholdet i gryden er smeltet, tager du gryden af varmen og blander de tørre ingredienser i. Rør det godt sammen. Saml det og læg det evt i køkkenfilm i en skål, som sættes på køl minimum natten over.

Næste dag tænder du for ovnen på 220 grader og tager dejen ud. Den er nu stenhård :) Hak et stykke af og begynd med at varme det i hånden. Når det er lunet lidt ruller du dejen ud på et meldrysset bord, så tyndt du kan (2-3mm). Udstik figurer efter eget valg og læg dem på en bageplade med bagepapir. Læg dem ikke helt tæt, da de hæver lidt under bagningen.

Bag kagerne ca. 5 minutter i ovnen. Lad dem køle helt af på en rist, inden du kommer dem i en tætsluttende kagedåse.


Der udstikkes kager med racerbilformen!


TIP: Kender du webshoppen Kitchen4Kids? Her har vi bl.a. købt udstikkere, kagerulle og mange andre gode ting. Jeg kan også allerede nu afsløre, at der ligger en julegave til junior under træet derfra. Besøg webshoppen her


onsdag den 18. december 2013

Julesmåkager - vaniljekranse

På grund af december måneds medfølgende influenza har det været lidt sløjt med at få taget billeder af det hjemmebag, vi har lavet. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men jeg synes ikke, at I skal snydes for lidt opskrifter alligevel.

Vaniljekranse har altid været min akilleshæl. Jeg synes, de smager fantastisk, men samtidig er de svære at lave. Derfor har jeg længe været på udkig efter den rigtige opskrift. I år tror jeg faktisk, at jeg har fundet den. Jeg har måttet ty til Mette Blomsterberg, som i mine øjne har foretaget nogle valg, som kvalificerer denne opskrift til at ligge i toppen: hun udskifter noget af hvedemelet med mandelmel og så er der masser af rigtig vanilje i. Derudover sprøjter hun kransene ud med en sprøjtepose. Jeg overså dog et trick, som var ret essentielt (se længere nede i opskriften), og selvom jeg ikke er glad for at indrømme det, så gik jeg ned på udstyret, da jeg kun havde plastiktyller i min sprøjtepose, og de var oven i købet ret store. Så til næste år skal jeg have en mindre tylle i metal :)

Her kommer opskriften:

Vaniljekranse (ca. 35 store kranse)

1 vaniljestang
180 g sukker
200 g smør - saltet og tempereret (dvs. at det skal minimum stå nogle timer ved stuetemperatur)
1 æg
75 g mandelmel
250 g hvedemel

Tænd ovnen på 200 grader.

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kernerne ud med en kniv. Bland vaniljekorn og lidt sukker med en flad kniv, så kornene skilles ad (har du set Fru Blomsterberg på TV, kender du sikkert tricket).

Rør vaniljesukker, sukker og det stuetempererede smør sammen i en røremaskine. Rør ægget i blandingen og tilsæt til slut mandelmel og hvedemel. Saml det hurtigt i maskinen.

Hæld dejen i i stofsprøjtepose med en lille metalstjernetylle og sprøjt straks vaniljekransene ud på bagepapir (2 plader). Bemærk at du ikke skal have al dejen ned i bunden af posen samtidig, fordi så bliver den alt for hård at presse ud. Hav lidt ad gangen nede ved tyllen, mens resten venter længere oppe i posen (det var dette jeg gjorde forkert, og selvom jeg har presset et barn ud, så kunne jeg ikke klare denne fødsel og måtte bede min mand om hjælp. Senere fandt jeg dog ud af dette trick).

Bag vaniljekransene 10-14 minutter til de er let gyldne. Lad dem køle helt af på en rist og opbevar dem i en lufttæt kagedåse efterfølgende.

Hvad med dig? Har du en god opskrift på vaniljekranse?

mandag den 16. december 2013

Julesmåkager - pebernødder

December måned er ikke lige blevet det, jeg havde håbet. Ligesom sidste år er vi nemlig blev ramt af feber og snot i store mængder. Jeg selv har været ude i en tretrinsraket af en influenza, som jeg stadig lider noget under, og i dag har jeg junior hjemme med feber. Sikken noget rod…

Jeg havde jo regnet med at skulle folde mig ud med en masse julebag i denne måned, men det er ikke blevet til så meget, som jeg kunne ønske. Indtil videre har vi bagt pebernødder, vanillekranse og peberkager i figurform. Derudover står der en dej til honningkager i køleskabet, som skal bages om et par dage og så fik jeg lavet luciaboller i fredags. Jeg håber at kunne nå at blogge om det inden jul, men som det hele går, kan jeg ikke helt love det. Og min stolte familietradition med at koge klejner må blive sat på hold, fordi det er et større projekt, som kræver lidt flere kræfter, end jeg har lige nu :(

Her får du i første omgang opskriften på pebernødder. Den står på bagsiden af pebernøddekrydderiet fra Dr. Oetker, så det er vel lidt en snydeopskrift, men jeg synes faktisk, at de smager enormt godt, så det er den opskrift, jeg vender tilbage til.

Pebernødder:

220 g hvedemel
1 brev pebernøddekrydderi fra Dr. Oetker
125 g sukker
125 g blødt smør
1 mellemstort æg

Tænd ovnen på 200 grader.

Sigt mel og krydderi i en skål og bland med sukker.Tilsæt smør og saml dejen med ægget.

Del dejen i fire portioner og tril hver del til en lang pølse. Skær dejen i meget små stykker og tril dem til runde pebernødder. Jeg får ca. 6 plader med pebernødder af opskriften, men min ovn er ikke så dyb, så pladerne er ret små. Jeg synes klart, at pebernødderne skal være så små som muligt. Så smager de bedst.

Bag pebernødderne ca. 8-10 minutter og lad dem køle af, inden de kommes i en tætsluttende kagedåse.

TIP: Smørret skal som sagt være blødt, men har du ikke nået at få det ud af køleskabet et par timer før, så kan du lige give det et par sekunder i mikroovnen. Det er virkelig kun et par sekunder, så gå endelig ikke fra det!

torsdag den 17. oktober 2013

Havtorn - med et par opskrifter




For et par uger siden var vi ude at plukke havtorn sammen med nogle venner. Havtorn er jo blevet det nye sort, efter det nordiske køkken har vundet en plads i danskernes hjerter. Bærret er meget rigt på c-vitamin, så med et godt indtag, skulle der være mulighed for at holde en snue for døren.

Havtorn er et utrolig smukt orange bær, som vokser på buske med nogle modbydeligt store pigge på. Buskene vokser gerne, hvor naturen er vild, og andet ikke rigtig gider gro - f.eks. i sommerhusområderne langs den nordjyske vestkyst. Denne gang gik vores tur dog ikke så langt, da vi i stedet søgte mod Vestamager, hvor man også kan finde en del.

Den nemmeste måde at plukke bærrene på er simpelthen ved forsigtigt at klippe grene af. Man skal selvfølgelig ikke klippe hele planten ned men klippe lidt, som om man ville beskære busken. Der skal jo også være til næste år :)

Lad det være sagt, som det er: det er et møg-arbejde at gøre bærrene i stand! Jeg synes, at den letteste måde er at komme grenene i fryseren og fryse dem minimum 48 timer. Tag derefter en gren op ad gangen og klip de små bær forsigtigt af med en knibtang eller lignende. Det tager sin tid, men bærrene er meget skrøbelige og splatter nemt ud, hvis man ikke er forsigtig. Jeg har hørt, at man bare skulle kunne ryste dem af grenen, hvis bærrene er frosne, men det er der altså ikke nogen, der har fortalt de bær, jeg har plukket, suk...

Når bærrene er renset og vasket, skal de bruges hurtigt. Vi lavede en omgang syltede havtorn (som vi ikke har smagt endnu) og resten røg i muffins sammen med hvid chokolade. Her kommer opskrifterne:

Syltede havtorn (opskriften er fra Anne Hjernøes "Annes spisekammer)

300 g havtorn
150 g lyst rørsukker
atamon til skylning af glas

Havtorn og sukker koges i en gryde, til bærrene er glasklare og sukkerlagen tykner. Hæld blandingen på rene og atamonskyllede glas og luk glassene med det samme.

TIP: jeg tænker at de skal spises sammen med en god ost, men nu må vi se...


Muffins med hvid chokolade og havtorn (16 stk)

100 g smør
2 æg
1 1/2 dl sukker
1 tsk vaniljesukker
2 dl mælk
3 dl hvedemel
1 dl grahamsmel
2 tsk bagepulver
1 knsp salt
100 g havtorn
100 hakket hvid chokolade

Topping:
200 g friskost
1 dl creme fraiche
1 dl flormelis
1 citron

Tænd ovnen på 190 grader.

Smelt smørret. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en hvid og luftig masse. Tilsæt smeltet smør og mælk og rør godt rundt.

Bland hvedemel, grahamsmel, bagepulver og salt og sigt det i æggemassen. Rør det godt rundt. Tilsæt havtorn og hvid chokolade og fordel det godt i dejen.

Hæld dejen op i 16 muffinforme (gerne papirforme der er sat ned i en metalform). Fyld formen ca 3/4, for de hæver lidt.

Bag dine muffins i ca. 15 minutter til de er gyldne. Tjek med en gaffel eller en kødnål, om der hænger dej fast. Gør der ikke, er de færdige. Lad dem køle af på en rist.

Til toppingen river du skallen af hele citronen (på den fine side på rivejernet). Pres citronen - du skal ca. bruge 2 spsk saft til toppingen. Pisk friskost, creme fraiche og flormelis godt sammen og tilsæt til slut citronskal og citronsaft. Smag til.

Når kagerne er kølet af, pyntes de med topping.

Note: Der er stor forskel i smagen af havtorn. Nogle er sursøde andre er decideret bitre. I mine muffins kom der begge dele, så nogle bidder var ret bitre mens andre smagte fantastisk! Jeg ved faktisk ikke om der er et trick til, hvordan man kan kende forskel?




fredag den 4. oktober 2013

Kanelbullar



I dag er det den 4. oktober, og vores broderfolk over Øresund kalder dagen i dag for Kanelbulladagen, hvilket i bund og grund (som jeg har forstået det) betyder, at man skal spise en farlig masse kanelbullar. Selvom jeg ikke er svensker, så siger jeg bestemt ikke nej til muligheden for at spise kanelsnegle, som er en af de kager, jeg rigtig godt kan lide :) Dog har jeg aldrig prøvet at bage den svenske udgave, så jeg tog forskud på glæderne i går og bagte en pladefuld til glæde for den lille familie (og så er der også lidt til i dag, så vi kan fejre dagen med "svensken").

Opskriften, jeg brugte, tager udgangspunkt i denne hos Frk. Kræsen, men i min lettere tidsnød, fik jeg lavet nogle ændringer undervejs (ikke helt med vilje men jeg er frisk og kalder det kunstnerrisk frihed :P). Opskriften kommer her:

Kanelbullar (12 stk)

Dej:
1/4 pakke gær (konventionel gær i dette tilfælde pga. den korte hævetid)
2 1/2 dl mælk
40 g smør
1/2 dl sukker
1 knsp salt
ca. 500 g hvedemel

Remonce:
40 g smør
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
knap 1/2 dl sukker

1 æg til pensling
Perlesukker
12 papirsmuffinforme

Lin mælken i en lille kasserolle, kom gæren op i en røreskål eller et dejfad og hæld den lune mælk over. Rør til gæren er opløst. Tilsæt sukker og salt. Kom ca. halvdelen af melet op i en lille skål og smuldr smørret deri. Kom blandingen i dejen og rør godt rundt. Tilsæt resten af melet gradvist og ælt dejen godt igennem på bordpladen. Pas godt på ikke at tilsætte for meget mel. Læg dejen tilbage i skålen og lad den hæve en halv time under et viskestykke.

Lav remoncen mens dejen hæver. Kom ingredienserne op i en skål og lad det stå ved stuetemperatur et kvarters tid. Rør det godt rundt, så massen bliver ensartet.

Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel på ca 30 x x 40 cm. Smør remoncen på og rul den sammen til en roulade. Skær 12 stykker ud. Læg 12 muffinforme af papir på en bageplade og læg en kanelbulla på hver (jeg plejer lige at folde snippen ind under dejen til slut, så bliver de pænere). Tænd ovnen på 225 grader og lad sneglene hæve 20 minutter.

Pensl med sammenpisket æg og drys hver kanelbulla med lidt perlesukker. Bag dine kanelbullar i ovnen i 12-15 minutter. Lad dem køle lidt af på en rist inden du går ombord.


Ubagte og står og hæver en sidste gang...


Klar til at spise!


Bemærk at der i denne svenske udgave er væsentlig mindre remonce i end i de danske kanelsnegle, jeg kender. Derudover er der væsentlig mindre smør i dejen. Det er jo nok lidt en smagssag, hvad man er til, men jeg tror nu nok, at jeg kunne finde på at bage disse igen i stedet for de danske, for samvittigheden har det dog trods alt lidt bedre efter at have spist en (eller af to...) af disse end efter at have spist de danske for slet ikke at tale om bagerens udgave, som man lige så godt kan smøre direkte på hofterne! Med andre ord er disse bestemt en anbefaling værdig :)

mandag den 12. august 2013

100% Home made lemon cookies


Hjemme hos os har vi indført et koncept, der hedder feriegaver. Det betyder, at vi godt kan lide at købe en lille ting til hinanden, når vi skal holde ferie. Husbond havde været i det kreative hjørne denne gang og havde, inspireret af bloggens navn, købt et sæt cookie stempler bl.a. med påskriften 100% Home Made. Jeg må erkende, at selvom jeg normalt ikke går forfærdelig meget op i kagernes udseende, så synes jeg faktisk, de er meget skægge. Så jeg afprøvede dem i weekenden, og de fungerer perfekt.

Til stemplerne fulgte der en lille opskriftbog, hvor fremgangsmåden blev vist trin for trin. Jeg tog udgangspunkt i bogens basisopskrift og tilsatte bare lidt fintrevet citronskal, så de i stedet blev med citronsmag. Opskriften kommer her (til ca. 16 store cookies):

80 g blødt smør
120 g sukker
1 æg
180 g hvedemel
fintrevet skal af 1 økologisk citron

Pisk smør og sukker med en elpisker. Pisk ægget i sammen med citronskal. Saml hurtigt dejen med melet og rul den til en pølse, som du pakker stramt i plastikfilm og lægger på køl i to timer.

Når de to timer er gået, tænder du ovnen på 180 grader. Tag dejen ud af filmen og skær hurtigt ca. 16 skiver på ca. 1/2 cm. Pres evt. skiverne lidt fladere med håndfladen, og vælg det stempel, du vil bruge. Pres stemplet ned over kagen, og skær evt. overskydende dej væk f.eks. med et lille glas. Læg kagerne på en bageplade med bagepapir bag dem i ca. 15 minutter i den varme ovn. Køl af og nyd dem til en kop eftermiddagste eller lignende.

NB. Kagerne smager virkelig dejligt, og de kan selvfølgelig også sagtens laves uden stempler. Evt. kan de så skæres lidt tyndere ud og bages i kortere tid. Så tror jeg, at du får en slags citron-specie...