Viser opslag med etiketten syltning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syltning. Vis alle opslag

fredag den 11. juli 2014

Inspiration til brug af ribs (og lidt hindbær)


Vi har høstet enormt mange ribs i den nyttehave, som vi hjælper med at passe. Der er ikke rigtig andre, der har været interesseret i dem, og jeg syntes bestemt ikke, at de skulle gå til spilde, så de er kommet med os hjem. Fuglene har også taget godt for sig, men der har været rigeligt med bær til os. Et slag på tasken er, at jeg har plukket lidt over 2 kg i alt - og det er så fordelt over nogle gange, så f.eks. lavet saft løbende over de seneste par uger.

Her kommer nogle af de opskrifter jeg har brugt:

Øverst i indlægget ser du nogle fantastiske muffins med kokos og ribs. Jeg syntes, det var en dejlig mundfuld - sur og sød på samme tid. Opskriften fandt jeg hos Anne au Chocolat, og du finder den her. Opskriften viser meget store muffins, men jeg lavede i små linseforme, og jeg mener, at der blev ca. 12. Dejlig opskrift som jeg helt sikkert skal lave igen.



Vi har vel alle forskellige minder fra vores barndom. Et af mine er min mors og mormors produktion af ribs- og solbærsaft. Jeg tror nok, at det var en meget koncentreret udgave, de lavede dengang, men jeg har brugt denne opskrift fra Valdemarsro, som giver en version, hvor jeg blander op ca. "half and half" med saft og vand. Så passer den til min smag. Mængden af sukker afhænger meget af bærrets sødme, så det er vigtigt at smage sig frem. Jeg glemte at komme vaniljestang i, og saften smagte ganske glimrende alligevel.


En del af saften blev også frosset ned i små isforme (købt i Søstrene Grene til 13 kr for en holder til 6 små is - bemærk detaljen med den lille krave på formen, så væsken ikke løber ud i hånden, når isen smelter. Det er rigtig smart!). Det giver den lækreste ribsis med en god kraftig smag. Her får man virkelig valuta for pengene, for dens lige kan man ikke købe i butikkerne. Og i disse meget varme dage ryger der altså en del is indenbords. 


Endelig blev en portion blandede bær lavet til rødgrød, som blev nydt med fløde i går aftes. Portionen rækker faktisk så langt, at der også er til os tre i dag. Tricket er jo nok, at spiser man det med rigtig fløde, så mætter det så meget, at man ikke spiser så meget af det. Men derfor er det selvfølgelig ikke noget, vi skal spise hver dag.

Jeg sjussede mig lidt frem til opskriften, men her kommer sådan ca., hvordan jeg lavede den (tag sukkerindholdet med et gran salt, fordi det afhænger helt af bærrenes sammensætning og sødme

Rødgrød

300 g blandede og rengjorte bær (i dette tilfælde ribs, hindbær og en smule solbær og jordbær)
3 dl vand
ca. 3/4 dl sukker
3 tsk kartoffelmel rørt ud i lidt vand
Sukker til at drysse over grøden

Skær evt. lidt større bær (f.eks. jordbær) i mindre stykker og kom bær, og vand i en gryde. Lad det koge til bærrene akkurat er kogt møre ca. 5 minutter. Kom sukker i gryden og lad det koge med et par minutter til det er godt opløst. Rør kartoffelmel med en smule vand i en kop. Tag den kogende grød af varmen og med det samme, hælder du jævningen i grøden under konstant omrøring. Det er meget vigtigt, da der ellers vil komme jævningsklumper i grøden, og det er ikke så rart. Tilsæt jævningen lidt ad gangen i en tynd stråle, da det er svært at sige, hvor meget du skal bruge.

Hæld grøden op i en skål, drys lidt sukker ovenpå (for at undgå skind) og lad den køle helt af i køleskabet, inden du spiser den med fløde eller mælk.


Vi har også plukket rigtig mange hindbær i haven, som primært er blevet brugt til marmelade. Her bruger vi som altid vores standardopskrift på marmelade. Den finder du her. Foreløbig er det vist blevet til 9 glas, så det bliver - heller - ikke hindbærmarmelade, vi går ned på i år.

Nu er vi efterhånden ved at have plukket en del, men der bliver nok ved med at komme nogle hindbær, som vi plukker i denne uge og i næste uge, inden vi skal på ferie. Derudover har vi sat net over en lille ribsbusk, som står i let skygge. Derfor er bærrene ikke helt modne på denne endnu, og fuglene har ikke opdaget de lyserøde bær. De er dog næsten ved at være der nu, så jeg regner med at kunne nå at høste dem inden ferien. Derudover er der en lille busk med stikkelsbær, som jeg også tror er ved at være plukkemodne, så mon ikke også vi når det inden ferien.




mandag den 23. juni 2014

Jordbær med jordbær på


Endnu en gang stod weekenden i jordbærrets tegn. Selvom det absolut ikke er noget sensationelt tidligt jordbær, du ser i min hånd ovenfor, så er det stadig lidt stort, for det er årets første af egen produktion. Se hvordan jeg lavede min hængende have her. Jeg fik det jo lavet alt for sent, så derfor er der først modne bær på nu. Men jeg tror at vi kan nå at få spist bærrene inden vi skal på ferie, og det er jo det vigtigste. Jeg er lidt mere bekymret for ærterne, men det er så en helt anden historie…


Bærret blev indtaget med stort velbehag. Dog var der lettere utilfredshed at spore over, at der ikke var flere i denne omgang. Men bare rolig, det kommer der!

Lysten blev dog styret i går, da vi kørte til Gartneriet Toftegaard i nærheden af Køge. Her var der nemlig selvpluk af jordbær fra usprøjtede marker, og det kan vi jo godt lide. Derudover er der planteskole, hvor de blandt andet har mange spændende tomat- og chiliplanter. Der røg et par chiliplanter med hjem, og næste år tror jeg også, at jeg køber tomatplanter derfra, fordi de har nogle i sortiment, som vil passe godt til vores vinduer. Du kan læse mere om gartneriet her.


Junior spiste bær til han fik ondt i maven, og vi plukkede i alt 7 kg i løbet af ganske kort tid. I mine øjne var det et helt fantastisk sted, som ikke var så fabriksagtigt som det sted, vi plejer at plukke. Her var der en lille mark, få mennesker og nogle helt fantastisk søde østeuropæiske professionelle plukkere, som på allerbedste vis irettesatte husbonds og mine plukkeevner (nej, dem skal I ikke plukke, de der er meget bedre) og kom med store og fine bær til junior, som han kunne spise. Vi kommer gerne igen til næste år :)

Hvis man endelig skal sige noget, så var bærrene næsten overmodne. Der var virkelig mange, og de blev ikke plukket i bund, som de gør det sted, hvor vi normalt plukker. Så i mine stop-madspild-øjne gjorde det næsten ondt at se, hvor meget der var gået til spilde. Men sådan er det jo. Det her var et lille sted, som ikke blev drevet så professionelt eller nok nærmere profitabelt som andre, og det skal der i allerhøjeste grad også være plads til.

Jordbærrene blev hjemme omsat til 13 glas marmelade (af ca. 6 kg bær tror jeg). Det sidste kilo blev frådse-ædt med fløde (uden sukker, for bærrene var helt enormt søde, så sukker ville bare være spildt) og delt med gårdens børn.


Marmeladeopskriften er den samme som altid - se her - men bærrene var så søde, at de skulle have meget mindre syltesukker. Derfor blev der suppleret op med Melatin for at få marmeladen til at stivne. Det er meget forskelligt, hvor sød man ønsker sin marmelade, men jeg vil helst smage frugten, så derfor bliver vores ikke så sød.




tirsdag den 6. maj 2014

Rabarbersaft - en (for)smag af sommer


En af de allerførste sommerbebudere inden for den spiselige verden er rabarber. Man har i et stykke tid kunnet få rabarber i supermarkederne, og de er også ved at være klar i haverne rundt omkring. Jeg er begavet med en mor, som har en kæmpe koloni af rabarber i sin have, og derfor har vi fået flere bæreposer med rabarber de forgangne år, som er blevet til kager, marmelade, grød, is og saft. Jeg ender også gerne med at fryse nogle poser ned, som vi så kan bruge i løbet af vinteren.

Vinteren gik jo op i hat og briller, så derfor lå rabarberne stadig i fryseren. I den kommende weekend er vi inviteret til nogle venner, som gerne vil dele ud af de rabarber, de har i haven (den slags venner er nu dejlige at have), så nu skulle de gamle ryddes ud, inden der kommer friske til! Jeg var lidt i tvivl om, hvor spændende de var, og eftersom der var et helt kilo, blev jeg enig med mig selv om at lave saft. Jeg tog udgangspunkt i en opskrift i "Byhaven" af Dorthe Qvist, men målene blev tilpasset efter skabenes indhold. Her får du min opskrift:

Rabarbersaft (ca. 2 liter)

1 kg rabarber
1 1/2 liter vand
ca. 300 g sukker
1/2 vaniljestang - korn + stang
1 økologisk citron skåret i skiver.

Skær bund og top af rabarbene (hvis de kommer direkte fra haven) og skær dem i skiver. Kom dem i en stor gryde og hæld ca. 2/3 af sukkeret over. Læg citron og vanilje i gryden. Til slut hælder du vandet over. Bring gryden i kog, og lad den småkoge i ca. 5 minutter. Smag til og tilsæt evt. mere sukker afhængigt af smag og rabarbernes syrlighed. Tag gryden af varmen og lad saften trække en times tid.

Hæld saften igennem en sigte eller et saftklæde ned i en skål. Du kan slynge saften forsigtigt rundt i sigten for at få så meget med ud som muligt, men pas på med at trykke for hårdt med en ske, da saften nemt bliver meget grumset.

Saften hældes på rengjorte flasker eller lignende og opbevares på køl. Holdbarheden er ca. en uge.

Når du så skal bruge saften, hælder du saft op i en glas eller en kande, så det er ca. 2/3 dele fyldt. Tilsæt iskoldt vand og evt. isterninger for resten.

Og nyd så at sommeren forhåbentlig står lige for døren :)

torsdag den 17. oktober 2013

Havtorn - med et par opskrifter




For et par uger siden var vi ude at plukke havtorn sammen med nogle venner. Havtorn er jo blevet det nye sort, efter det nordiske køkken har vundet en plads i danskernes hjerter. Bærret er meget rigt på c-vitamin, så med et godt indtag, skulle der være mulighed for at holde en snue for døren.

Havtorn er et utrolig smukt orange bær, som vokser på buske med nogle modbydeligt store pigge på. Buskene vokser gerne, hvor naturen er vild, og andet ikke rigtig gider gro - f.eks. i sommerhusområderne langs den nordjyske vestkyst. Denne gang gik vores tur dog ikke så langt, da vi i stedet søgte mod Vestamager, hvor man også kan finde en del.

Den nemmeste måde at plukke bærrene på er simpelthen ved forsigtigt at klippe grene af. Man skal selvfølgelig ikke klippe hele planten ned men klippe lidt, som om man ville beskære busken. Der skal jo også være til næste år :)

Lad det være sagt, som det er: det er et møg-arbejde at gøre bærrene i stand! Jeg synes, at den letteste måde er at komme grenene i fryseren og fryse dem minimum 48 timer. Tag derefter en gren op ad gangen og klip de små bær forsigtigt af med en knibtang eller lignende. Det tager sin tid, men bærrene er meget skrøbelige og splatter nemt ud, hvis man ikke er forsigtig. Jeg har hørt, at man bare skulle kunne ryste dem af grenen, hvis bærrene er frosne, men det er der altså ikke nogen, der har fortalt de bær, jeg har plukket, suk...

Når bærrene er renset og vasket, skal de bruges hurtigt. Vi lavede en omgang syltede havtorn (som vi ikke har smagt endnu) og resten røg i muffins sammen med hvid chokolade. Her kommer opskrifterne:

Syltede havtorn (opskriften er fra Anne Hjernøes "Annes spisekammer)

300 g havtorn
150 g lyst rørsukker
atamon til skylning af glas

Havtorn og sukker koges i en gryde, til bærrene er glasklare og sukkerlagen tykner. Hæld blandingen på rene og atamonskyllede glas og luk glassene med det samme.

TIP: jeg tænker at de skal spises sammen med en god ost, men nu må vi se...


Muffins med hvid chokolade og havtorn (16 stk)

100 g smør
2 æg
1 1/2 dl sukker
1 tsk vaniljesukker
2 dl mælk
3 dl hvedemel
1 dl grahamsmel
2 tsk bagepulver
1 knsp salt
100 g havtorn
100 hakket hvid chokolade

Topping:
200 g friskost
1 dl creme fraiche
1 dl flormelis
1 citron

Tænd ovnen på 190 grader.

Smelt smørret. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en hvid og luftig masse. Tilsæt smeltet smør og mælk og rør godt rundt.

Bland hvedemel, grahamsmel, bagepulver og salt og sigt det i æggemassen. Rør det godt rundt. Tilsæt havtorn og hvid chokolade og fordel det godt i dejen.

Hæld dejen op i 16 muffinforme (gerne papirforme der er sat ned i en metalform). Fyld formen ca 3/4, for de hæver lidt.

Bag dine muffins i ca. 15 minutter til de er gyldne. Tjek med en gaffel eller en kødnål, om der hænger dej fast. Gør der ikke, er de færdige. Lad dem køle af på en rist.

Til toppingen river du skallen af hele citronen (på den fine side på rivejernet). Pres citronen - du skal ca. bruge 2 spsk saft til toppingen. Pisk friskost, creme fraiche og flormelis godt sammen og tilsæt til slut citronskal og citronsaft. Smag til.

Når kagerne er kølet af, pyntes de med topping.

Note: Der er stor forskel i smagen af havtorn. Nogle er sursøde andre er decideret bitre. I mine muffins kom der begge dele, så nogle bidder var ret bitre mens andre smagte fantastisk! Jeg ved faktisk ikke om der er et trick til, hvordan man kan kende forskel?




torsdag den 26. september 2013

Hyldebærsaft

Som jeg skrev forleden, brugte vi noget af tiden på vores sommerhusferie med at plukke. Men hvad plukker man nu? Svaret er selvfølgelig hyldebær! Vi havde tyvstartet lidt for et par uger siden og gik møjsommeligt og plukkede og plukkede, hvad vi kunne finde her i nærområdet. Det blev til en halv indkøbspose, som gav to liter saft. Da vi så landede i ferielandet, kunne vi gå amok. Tre stopfyldte indkøbsposer og vi plukkede kun, hvad der var nær sommerhuset. Vi kunne næsten ikke stoppe igen, men det skulle jo også forarbejdes.



Midlertidig opbevaring af rov


Indhold af poser

Og hvad bruger man så sådan en masse bær til? Ja, vi har simpelthen kogt saft af hele molevitten. Det kan så senere blive til toddy'er, hyldebærsuppe og hvad vi finder på. En enkelt eller to gaver til foræring til venner bliver det nok også til, fordi pt. ligger der 12 flasker på lager :) Og opskriften vi bruger, den kommer her:

Hyldebærsaft

1 kg hyldebær
1/2 liter vand
3 syrlige æbler

Til hver liter siet saft:
375-500 g sukker
1 tsk citronsyre
1 tsk flydende atamon (hvis saften skal gemmes i længere tid - og med tolv flasker kommer det nok til at ske)

Kom bær, æbler og vand i en stor gryde og bring det i kog. Evt. kan du komme lidt flere bær i, når det koger op for de klasker lidt sammen. Kog det nu i minimum 20 minutter (HUSK at hyldebær er giftige i rå form, så de skal koges minimum 20 minutter, før du spiser dem!). Herefter sier du saften igennem et klæde og måler op, hvor meget saft du har. Hæld det tilbage i en gryde, og tilsæt ingredienserne ovenfor (minus atamon som først skal i, når du tager gryden af varmen). Kog op og smag evt. til med mere sukker. Tilsæt evt. atamon.

Vask og skold nogle patentflasker grundigt og skyl dem evt. med atamon. Hæld den kogende saft op i og luk låget med det samme. Lad dem køle af og opbevar dem et køligt og gerne mørkt sted, til de skal bruges. Se til dem en gang om ugen, hvis de står længe, for gærer saften, kan flasken springe, og tro mig, hyldebærsaft ønsker du ikke at få ud over det hele. Opbevares på køl efter åbning.

Så nu kan vinteren bare komme an!


Saften i gryden


Og løber igennem saftklædet


Og det færdige resultat :)

PS. Der er også meget andet, der kan plukkes nu. Brombærrene er superlækre lige nu. Vi plukkede en skål, som vi råsyltede og fik sammen med pandekager til morgenmad, og havde vi haft mere tid, havde vi nok også plukket flere. Derudover er havtornen ved at være klar nu. Jeg har hørt, at de har godt af at få en smule frost, så vi venter lidt endnu, men junior guffede løs af bærrene på de havtornbuske, vi mødte på vores vej!





torsdag den 8. august 2013

Om at holde øjnene åbne, når man er ude

Lad mig fortælle jer en historie, som gør mig glad. Den starter egentlig sådan lidt i det dårlige hjørne. Lad det være sagt, som det er: jeg følte ikke, at jeg var helt på toppen i går. Fysikken drillede lidt og mentalt synes jeg, det er hårdt at komme i gang efter ferien. Jeg ved godt, at jeg skal jo i gang, men i går kunne jeg bare ikke holde ud at sidde inde mere, så efter frokost gik jeg en tur, og vejret var fantastisk. Det bliver man da glad af.

Vi bor ret tæt på Utterslev Mose, så jeg lagde turen der forbi, og på vejen dertil opdagede jeg noget, der fangede min interesse. De buske havde altså ikke torne nok til at være brombærbuske. Jeg gik lidt tættere på, og nej minsandten: det var det største hindbærkrat med MEGET modne hindbær. Jeg smagte på dem, og de var bare gode. De fleste var "past-their-prime", men dem, der var tilbage, havde en fantastisk smag. Jeg fortsatte min gåtur men kunne ikke glemme min opdagelse. Så jeg gik hjem efter en pose og nogle gummirøjsere og gik tilbage til stedet. Det var et værre krat, så jeg var glad for min beslutning om at tage røjserne med. En hurtig omgang pluk (ca. 15-20 minutter) gav 250 g bær, som jeg i går aftes kogte til en omgang marmelade efter denne opskrift.

I det seneste års tid er vi blevet meget opmærksomme på at se os omkring, når vi er ude i det grønne. Ofte finder man guld, som jeg gjorde i går. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme ud med en professionel, som kan forklare mig lidt mere om spiselige planter, for her er jeg lidt tilbageholden. Det bliver mest til hindbær, brombær, hyldebær/blomster, æbler og mirabeller. Andet har jeg lidt svært ved at genkende og er ikke så modig. Så det håber jeg kan blive muligt en dag.

Men lad dette være en opfordring til alle om at kigge op, ned, til højre og til venstre, når I er ude for at nyde naturen :)



mandag den 1. juli 2013

Kærlighed til jordbær og hyldeblomstsaft

Der er to ting (i hvert fald når det kommer til mad), som jeg især forbinder med sommer: hyldeblomst og jordbær. Hyldeblomstsaft har jeg nu lavet tre portioner af, og det smager fantastisk. Vi er ikke særlig meget til alt for sød mad og drikke i vores familie, så jeg har brugt en opskrift, hvor hylden og citronen særligt træder frem, og der er sparet lidt på sukkeret. Opskriften har jeg fundet i forrige nummer af Boligliv, og for os sidder den lige i skabet!

Hyldeblomstsaft:

25 hyldeblomstskærme
2 økologiske citroner
20 g citronsyre (1 brev)
600 g rørsukker
1 liter kogende vand

Jeg gennemgår lige hyldeblomsterne for det værste utøj og skyller dem evt. ganske kort. Læg dem i en skål (gerne en med låg) med citronerne skåret i forholdsvis tynde skiver ovenpå. Opløs sukker og citronsyre i det kogende vand. Hæld over hyldeblomster og citroner og rør godt rundt. Når blandingen er svalet lidt af, sættes den på køl og står i ca. 4 dage. Rør rundt en gang om dagen.

Når blandingen har stået i 4 dage, lægger jeg et tyndt viskestykke i et dørslag og placerer den over en stor skål. Hæld forsigtigt blandingen op i dørslaget og lad dryppe godt af. Hæld på rene flasker (der bliver ca. 1,3 liter) og opbevar på køl. Der er ingen konservering i, så jeg vil anbefale at bruge det i løbet af en måneds tid, men sørger du for at holde det koldt, kan det sikkert godt stå lidt længere.

Lørdag gik turen til selvpluk af jordbær i nærheden af Hillerød. Og man kan da vist roligt sige, at vi fik plukket jordbær. Små 9 kilo blev det til i løbet ca. 40 minutter, og dertil kommer nok ca. ½ kg som endte i maven på junior. Det var en af de oplevelser, vi kan leve højt på længe. Selvom knægten kun er 2 år og en sjat, så kan han sagtens være med til det. Godt nok var nogle af bærrene, han plukkede, knap så modne, men han havde en fest og var så stolt af det. Vi plukkede også en smule stikkelsbær, men på det tidspunkt var det begyndt at regne, og bærrene var ikke vildt modne, så vi blev enige om at komme tilbage en anden dag.

Da vi kom hjem stod den på syltning til den store guldmedalje. Det blev til 8 glas jordbær-rabarber marmelade, 3 glas ren jordbærmarmelade og 2½ glas stikkelsbærmarmelade. Og så frøs vi ca. 2 kg jordbær ned til smoothie o.l. og lavede en portion jordbæris til senere brug. Og så blev der selvfølgelig spist mange bær i løbet af dagen, og desserten stod på jordbær med fløde. Velbekomme!

Min grundopskrift på bærmarmelade er:

2 dele bær
1 del syltesukker
lidt citronsaft
ca. 1 vaniljestang til 1 kg bær
2 dl vand til 1 kg bær
(evt. atamon)

Kom frugt, vand, citronsaft og korn fra vaniljestang (+ den tomme stang) i en gryde og kog ca. 10 minutter til bærrene er kogt godt ud. Tilsæt syltesukker og kog igennem et par minutter. Hæld en teskefuld marmelade på en underkop og sæt i køleskabet et par minutter. Hvis den ikke løber, når du vender koppen på højkant, er konsistensen fin. Hvis marmeladen er for tynd, kan du smage på marmeladen, og kan den tage mere sukker, kan du tilsætte mere syltesukker. Alternativt kan du røre lidt geleringsmiddel op i lidt sukker og blande i under omrøring. Lav prøven igen og tjek konsistensen. Tag gryden af varmen og tilsæt evt. atamon (se hvor meget på flasken). Hæld på rene glas skyllet i atamon (se igen hvordan på flasken). Med konservering kan marmeladen holde længe forudsat, at glassene er helt rene og tætte. Har du ikke tilsat konservering, skal marmeladen opbevares på køl.

Opskriften her er på en marmelade, som ikke skriger af sødme fra sukker. Vi foretrækker at kunne smage bærrene, men smag og behag er individuel, så man kan sagtens bruge mere sukker. Tror at Dansukker, som laver syltesukker, siger, at forholdet skal være 1:1, men det synes jeg er alt for sødt. Opskriften bruger jeg til al den marmelade, jeg laver. Jeg sørger for at smage og justere mængderne alt efter, hvilken slags frugt jeg bruger, men basisopskriften er den samme. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har købt et glas marmelade. Det er faktisk ret så nemt at lave selv.