onsdag den 26. juni 2013

Høst af det grønne

Har lige været en tur ude i det kolde blæsevejr. Fy for den da - det er godt nok blevet koldt. Håber prognoserne holder, så der bliver sommervejr i vores ferie. Vi må vente og se :)

Men nu til formålet med min lille tur. Jeg skulle lige hente lidt salat til frokosten. Og det skete ude i murerbaljen i gården, hvor vi har radiser, rucola og ærter. Ærterne begynder nu at sætte bælge, og jeg forventer, at vi i løbet af en lille uges tid kan høste de første. Men rucola og radiser har vi efterhånden spist i et par uger. Det er intet mindre end fantastisk og kan (næsten) stille min trang til at få en have (nå ja måske ikke alligevel). Jeg læste et tip om, at man skulle nøjes med at plukke rucola som babyleaves et par centimeter over jorden. Så skulle der blive ved med at komme nye blade. Det ser ud til at virke, for jeg har som sagt plukket hver dag i et par uger, og der bliver ved med at komme nye. Jeg tror såmænd, at jeg kan blive ved indtil vi tager på ferie. Planen er så at så noget nyt lige inden vi tager af sted, udstyre naboen med en vandkande og så kan vi forhåbentlig fortsætte i sensommeren. Det er kun en enkelt række, men det lader til at være udmærket til os.

Tomaterne ser også fine ud. Der er masser på planterne - i hvert fald når man tager med i betragtning, at de står uden for - så der skal vi nok få en fin høst, men måske bliver det først i august.

Squash'en vil til gengæld ikke lykkes for mig. Blomsterne bliver ikke bestøvet - de blomstrer og falder af. Det er rigtig irriterende og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har set, at der er bier i gården, så omgivelserne er ok. Nu må jeg se, når de andre planter, jeg har sået, får blomster. Det kan være, at det bare er den sort, der er problemer med. Lad os se. Det skulle jo være en nem plante at dyrke, så det må kunne lykkes :)

Og ja så er der vores chili planter, der er et helt kapitel for sig. Den ene er bare mere vild end den anden - tror aldrig vi før har haft så stor succes med dem. Vi kommer ikke til at mangle chili til vinter i hvert fald!  (Beklager at billederne ikke er så gode - mørke og kameraet i iPhonen er ikke en god kombi...)


torsdag den 20. juni 2013

En nem iskaffe

Her i varmen skal vi jo sørge for at få nok væske :) Herhjemme dyrker vi for tiden hjemmelavet hyldeblomstsaftevand i store mængder (saft er normalt ikke noget vi bruger så meget, men nu er det jo i sæson), vandmelon og meget andet frugt. Det kan specielt være svært at få jr til at drikke nok, men især vandmelonen glider nemt ned.

For de voksne er iskaffe en dejlig forfriskning, og det behøver ikke at være særlig svært at lave. Jeg ved at mange bruger pulverkaffe, men det er mig nu lidt imod, så jeg tog en rest alm. stempelkaffe (afkølet) og kom i en isterningebakke og satte i fryseren. Når vi så har lyst til en iskaffe, hælder jeg mælk i et lille glas, kommer en kaffe-isterning i og søder med lidt ahornsirup (alternativt en SØD tablet eller lignende). Det smager fantastisk - og ser sjovt ud, for vi købte på et tidspunkt en isterningebakke, hvor de er formet som kaffebønner. Det giver altså lige lidt ekstra :)

NB: ungerne skal da ikke snydes, når de voksne skal have iskaffe, men hvad gør man så? Man laver da "hvid iskaffe"! Mælk med en ganske almindelig isterning i. Så er alle glade :)


torsdag den 13. juni 2013

Regnvejr

Så kom regnen, og med den også lysten til at sidde foran computeren igen :) Eller det vil sige, at den godt nok har været tændt for arbejdes skal der jo, men så snart muligheden har været der, har jeg taget benene på nakken og bevæget mig uden for. Heldigvis betyder det for mit vedkommende ikke at ligge på en solvogn og skabe refleksproblemer for flyene på himlen - det er mit liv simpelthen for kort til (og min tålmodighed slet ikke udviklet til), så her kommer et udpluk af hvad den seneste uge bl.a. har budt på: