mandag den 24. februar 2014

Trang til at se det spire og gro...



Der har været meget - og også mere end planlagt - stille på bloggen igennem den senere tid, men der er rigtig mange store beslutninger, der er faldet sammen og tid og overskud har måttet prioriteres imellem børnehaveplanlægning, jobsøgning og andet stort og småt.

Lad os snart håbe på lysere tider, og mens vi venter, kan vi jo godt begynde at drømme om varmere vejr og grønne farver.

Jeg kan stadig ikke helt finde ud af, hvor meget vi skal dyrke i år. Sidste sæson gik jo lidt op i hat og briller, da jeg opdagede, at en kat brugte mine murerbaljer som kattebakke (næsten hver aften skulle jeg hilse og sige). Derefter havde vi ikke lyst til at spise af det. Men vi har nogle frø fra tomatplanter, som er så små, at de kan være i vindueskarmen, så dem sår jeg i hvert, og så skal vi også have lidt chili.

Men nu var jeg jo så i netto efter træning i dag, og der havde de små minidrivhuse til forspiring til 10 kr for de små og 25 kr for det store (uden indhold). Det store skulle jeg have under alle omstændigheder, da vores vindueskarm har brug for lidt hjælp til at drive planterne frem, men jeg faldt også i, og købte to af de små. Et med tagetes, som jo er en fantastisk plante som holder utøj væk fra andre planter, og et med tomater af en udendørs sort. For mig handler det jo lige så meget om at se det gro, så hvis ikke vi selv får dem plantet ud, så kan andre måske få glæde af det. Det lyder banalt, men det er rart at kunne give en gave til andre - specielt når de bliver glade for den. De forgangne år har vi givet chiliplanter til familie og venner, og det har de været glade for.

Men mit hovedbrud går stadig på, hvordan jeg kan arrangere det udendørs, så jeg kan undgå at katte og de små langfingrede børn (det må man godt sige, når man selv har en af dem) går deri. Jeg har tænkt, om jeg kan løfte det lidt op, så det er sværere at komme til og så evt. sætte et net over af hensyn til katten. Står det nede ved jorden, kan jeg nok ikke undgå at børnene piller det af. Hmmmm, ja jeg ved ikke, hvordan den skal drejes. Ellers må vi nøjes med de indendørs planter i år.

Fortsættelse følger helt sikkert :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar