mandag den 27. januar 2014

Hjemmelavet klippeklistre-underholdning - tips til små børn



Da jeg i sin tid tænkte på konceptet med at få børn, var noget af det, jeg glædede mig allermest til det med at lave ting sammen. Jeg købte Sif Orellanas "Krudtugler og kanelsnegle" selvom jeg ingen børn havde - og i øvrigt heller ikke nogen mand at få dem med - men jeg slugte det råt og tænkte, at hvis jeg fik børn en dag, så når de blev store, så skulle vi lave det sammen. Mine kollegaer med børn kunne så fortælle mig, at det var der slet ikke tid til, når først man endelig fik de børn, men jeg kunne jo stadig drømme. Som sagt var der også lidt detaljer, der manglede, før regnskabet kunne gå op ;o)

Nu sidder jeg så med mand og barn - et barn som ifølge mine beregninger slet ikke er gammelt nok til at være med til at klippe klistre endnu. Men da jeg i forrige uge hentede junior i vuggestuen (den ene dag han nåede at være der, inden han blev syg igen, suk), skulle han lige vise mig den snemand, han havde lavet, som hang på en troldgren. Her fik jeg lidt en åbenbaring, fordi selvfølgelig kan små børn da også sagtens være med til at lave den slags, så længe man gør det på deres præmisser.

Da vi kom hjem, spurgte jeg ham, om han kunne tænke sig at lave snemand derhjemme, og det var han helt frisk på! Så jeg tegnede op og klippede ud - under kyndig vejledning (nej, klip den der nu mor!) - og så fik junior ellers lov til at lime og sætte på og sætte sammen. Bagefter fik han lov til at vælge, hvor den skulle sidde - det blev på væggen med elefantsnot, som han selv satte bagpå. Han var så stolt da far kom hjem.

Om aftenen gik jeg så ind og bestilte forskellige materialer, som jeg fik leveret herhjemme. Da junior samtidig blev syg igen, brugte vi så noget tid en dag på at lave en "buket" med blomster i karton til mormor, som vi lagde i en kuvert og sendte afsted. Stolt barn og stolt mormor i telefonen et par dage efter.

Min pointe med denne historie er, at så længe man gør det på ungernes præmisser, så kan man sagtens lade dem være med - helt ned fra to-tre-års alderen. Selvfølgelig skal de ikke udstyres med en saks, så de kan klippe i fingrene, men de kan sagtens tegne og lime og samle. Det vinder nok ikke nogen skønhedskonkurrencer, men det betyder ikke noget for mig.

Det, du f.eks. kan bruge, er:

  • karton i forskellige farver
  • lim
  • en god saks
  • tusser eller farveblyanter
  • Evt. fjer eller dun i forskellige farver
  • Evt. silkepapir eller lignende (sjovt at kramme sammen og lime på)
  • Evt. pallietter eller lignende (pas selvfølgelig godt på at de ikke ryger indenbords - og er du ikke tryg ved det, så kan de sagtens undværes)
  • VIGTIGT VIGTIGT! En god voksdug på bordet. Det kan ikke undgås at noget ryger ved siden af.
Du kan finde skabeloner til forskellige sjove figurer online og f.eks. på www.cchobby.dk og www.pandurohobby.dk hvor du også kan købe materialer til levering i hele Danmark.

Her er det udvalg, jeg købte for få penge - til mange timers underholdning:


TIP: Det kan være en god investering at bruge en halv time en aften, hvor barnet eller børnene er lagt i seng, på at tegne lidt op på karton og klippe ud. Er tålmodigheden ikke så stor, når lysten melder sig, så kan de hurtigt komme i gang. Og husk at du selv sætter niveauet :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar