tirsdag den 19. august 2014

Husk at henkoge tomater


Nu hvor vi smager en smule på efteråret, begynder vi at tænke fremad. Fremad mod de kolde og mørke vintermåneder, hvor den dejlige og varme sommer føles så uendelig langt væk. På disse kolde dage ved jeg, at det hele bare føles lidt bedre, hvis jeg kan hive lidt frem fra gemmerne, som smager af sommer og sol. Her kommer vi ikke uden om de henkogte tomater. Jeg lavede dem første gang sidste år, og de reddede flere gange en småtrist efterårs- eller vintermiddag. Derfor står årets anden portion tomater netop nu og syder i ovnen. Opskriften er enkel, og du finder den lige her

I år har jeg spicet den lidt op med en skefuld økologisk balsamico i hvert glas, da jeg oftest ender med at komme det i tomatsaucen alligevel. Ellers gør jeg helt, som jeg plejer. Eller næsten, fordi i år består de hovedsageligt af købte tomater. Vi har ikke fået ret mange herhjemme pga. diverse utøj. Der kommer lidt i haven, men de er ikke modne endnu, og nu tør jeg ikke vente så længe mere. Men bliver de modne, vil jeg bestemt ikke afvise, at de også ryger på glas.

Apropos glas, så er Nettobutikker i nærmeste omegn blevet ryddet for glas af undertegnede. Efter adskillige katastrofer sværger jeg nu til at henkoge i Weck glas, som du ser på billedet ovenfor. De er bundsolide, lukker til og er nemme at stable. Efterhånden vil vi skifte alle vores henkogningsglas ud med Weck modellen, men økonomien er desværre ikke til at gøre det på én gang, så hvert år kommer der gradvist flere til.

Har du cherrytomater i drivhuset eller haven, så er det også lækkert at ovnbage dem, lægge dem i glas og overhælde med olivenolie. Du kan se, hvordan jeg gjorde sidste år her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar