onsdag den 24. juni 2015

Mad på bål og trangia


Bloggen bliver desværre nedprioriteret for tiden, fordi med alle de bolde, der holdes i luften, så mangler døgnet timer i øjeblikket. Men når jeg nu laver så mange ting, som jeg elsker at lave, så gør det altså ikke helt så meget at have travlt. Så må jeg blogge lidt på bagkant, når tiden er til det.

En af de ting vi for alvor har taget til os i 2015 er at lave mad udendørs. Eftersom vi tilbringer ret meget tid i haven, så har det været et helt naturligt fokusområde, fordi selvom vi også ofte har rugbrødsmadder eller sandwich med, så er det altså meget rart at kunne få et ordentligt måltid eller en god kop kaffe, som ikke har simret i en termokande i flere timer.

I det tidlige forår købte vi et bålfad, og i starten lavede vi ret ofte snobrød - evt. med en pølse i midten. Det smager intet mindre end fantastisk, men akkurat ligesom med rugbrødsmadderne, så kan det også blive for meget i enden, hvis det ikke varieres.

Til mors dag havde mand og barn købt bålgrej til mig. Det var såkaldte båljern af støbejern, som man kan lægge ind i bålet, og så steger det, der er inde i formen. De er enormt handy og er allerede favoritter hos os.


Båljern i brug - til deep pan pizza. Jernet er todelt og begge dele kan bruges som hhv. bund og låg


De skal kun have få minutter i bålet. Det går meget stærkt!


Haps! Lækker pizza.

Jeg fik også et par pølsepinde, som man sætter på en lang pind og steger pølserne på bålet:


Pølser bliver stegt på bål.


Og her serveres de med æg, som er tilberedt i båljernet.

En ting som vi ikke har fået anskaffet endnu, men som står højt på ønskesedlen, er en bålgryde. Vi har kig på en, og vi ender nok også med at købe den inden længe. Da vi for et par weekender siden, var på teltovernatning med juniors børnehave, lavede vi karrysuppe i netop sådan en gryde, og det smagte virkelig godt. Det er også en nem måde at lave mad til mange på.


Varm karrysuppe - perfekt til en regnvåd telttur.

Desserten er næsten altid den samme. Her er vi ret uopfindsomme - eller rettere sagt er vi nok bare enormt glade for s'mores :) De er hurtige at lave, og med en god chokoladekiks, bliver det altså ret lækkert.


Her s'mores med oreos. Lidt utraditionelt men ganske lækkert.

Vi har næsten altid vores trangia med i haven, når vi er derude. Som sagt er vi ikke de store fans af termokandekaffe, så vi tager en stempelkande med, koger noget vand i kedlen på trangiaen og brygger en frisk kop kaffe. Det er vildt nemt, og kaffegrumset kommer direkte i kompostbunken.

Vi har også haft en rest aftensmad med, som vi har varmet i trangiaen. Vores model bruger sprit, så det kan bedst betale sig blot at skulle varme maden, men i sidste weekend kogte vi årets første nye kartofler på trangiaen direkte i haven. Det var ret stort. Og vi brugte nærmest præcist én portion sprit til det, så det var ikke helt tosset rent brændstofsøkonomisk.


Årets første hjemmedyrkede kartofler

Vi bruger også trangiaen til at varme lidt mælk til varm kakao til junior. Det er ret populært, og det tager ikke ret lang tid.

Til slut vil jeg nævne en rigtig god transportabel grill, som jeg har haft og været utrolig glad for i henved 6 år nu. Cobb grillen har den fordel, at basen som den står på, forbliver kold, selv når grillen er tændt. Det gør den ret transportabel. Derudover kan du fyre med ret få kul, så den er hurtigt brændt ud, og kan tages med igen i den medfølgende taske. Det er en langt bedre investering, og i min optik langt bedre for miljøet end engangsgrill. Og så er det bare en nem måde at grille på.

Har du andre idéer til mad, der kan laves udendørs, eller har du et godt tip, som gør det lidt lettere eller sjovere?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar