mandag den 14. juli 2014

Status på Urban Gardening - indendørs


På det seneste har jeg gjort delstatus for vores aktiviteter i nyttehaven og i vores "urban garden" i baggården. Men jeg mangler det tredje ben, som er det vi dyrker indendørs i vores vindueskarme. Det har været en meget blandet fornøjelse i år, først og fremmest forårsaget af helt enorme mængder bladlus, som har taget livet af tomatplanterne, som ellers lovede så godt, og chiliplanterne hænger med en vis legemsdel i vandskorpen.

Jeg kan ganske enkelt ikke slippe helt af med dem. Jeg har prøvet vand med opvaskemiddel og hjemmelavet insektsæbe, men intet får helt has på dem, så jeg må vist bare erkende, at der ikke bliver mange chilier i år, og så må vi prøve igen til næste år, for det har kunnet lykkes. Derudover trøster jeg mig med, at det ikke kun er mig, der døjer. Så at sige alle andre havebloggere, jeg læser, taler om 2014 som et kæmpe bladlusår pga. den milde vinter.

Men jeg er stadig rigtig træt af, at tomaterne er gået til. Jeg har kunnet se, at dem jeg har givet væk, er blevet rigtig fine, så det er enormt ærgerligt, at mine egne ikke overlevede :( Næste år ved jeg ikke om jeg vil dyrke fra frø. Jeg så på Gartneriet Toftegaards hjemmeside, at de har nogle varianter, som kunne være interessante for vores vinduesmodel, så dem kunne jeg godt tænke mig at prøve næste år. Jeg mangler stadig at finde den helt rigtige model, så eksperimenterne fortsætter.

Årets absolutte succeshistorie er vores elskede agurkeplante, som blev plantet i en blanding af mistro og håb, fordi måske kunne vi få en smule agurker ud af det, men nej en agurkeplante kunne nok ikke gro i et vindue… Det skal jeg ellers love for at den kunne. Indtil videre har vi fået knap 30 små skoleagurker! Ja jeg skrev rigtigt: TREDIVE! Planten stortrives i den lune og høje vindueskarm, hvor jeg har passet den dagligt med vand og flydende gødning. Kombinationen af formiddagssol og rigeligt med vand og gødning har den åbenbart godt kunne lide, og selv med den begrænsede plads, har den produceret over alle forventninger. Agurkedyrkning er kommet for at blive her på matriklen :)

I øvrigt har vi besluttet at lade agurkeplanten stå lidt endnu. Det var meningen, at den senest skulle fjernes når vi rejser på ferie, hvilket sker til weekenden, men den står simpelthen så flot og producerer fortsat agurker, så naboen overtager pasningen og kan forhåbentlig få agurker mens vi er væk. Dog ser det ud til, at der kommer færre nu, så den er nok ved at være ovre dens storhedstid. Men den har nu også gjort det godt!

Peberfrugten er også ramt af bladlus, så jeg er i tvivl om, hvorvidt der kommer frugter på. Men indtil videre får den lov til at stå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar