fredag den 17. maj 2013

Hjemmebagt rugbrød

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at bage. Nogle gange er overskuddet større end andre, men som udgangspunkt prøver vi at bage alt vores brød selv. Det lyder som en uoverkommelig opgave i det brødglade Danmark, men med lidt hjælpemidler er det faktisk ikke så slemt.

I dag står den på rugbrød. Det er nok noget af det mest tidskrævende at bage. Dels fordi det kræver noget planlægning, og fordi der er lang hæve- og bagetid. Men her kan jeg jo drage fordel af min status som selvstændig med hjemmekontor og lige nu står 2 rugbrød og hæver på køkkenbordet, hvor de passer sig selv de næste 2-3 timer. Så skal de i ovnen knap halvanden time, og vupti, så er der rugbrød til de næste par uger. Inden jeg bliver alt for hellig, må jeg jo nok også erkende, at jeg nok ville synes at det var knap så "vupti" hvis jeg ikke havde adgang til markedets bedste køkkenmaskine - en Electrolux Assistent. Det er den bedste gave jeg nogensinde har givet min mand, haha!! Den gør hele det hårde arbejde. Jeg skal bare komme ingredienserne ned i skålen i den rigtige rækkefølge, sætte timeren, og så komme dejen op i formene bagefter. Så er der selvfølgelig noget rengøring bagefter, men det synes jeg ærlig talt ikke er så slemt.

Opskriften jeg bruger, er fra Aurion, som er et bageri med egen stenkværnsmølle. Det ligger i nærheden af min fødeby, Hjørring, men de sælger deres mel og brød til hele landet. Det er primært i helsekostbutikker, men de har også udviklet en produktserie til Irma, som sælges under Irmas private label.

Til denne opskrift har jeg brugt deres svedjerug, som vi i familien synes smager fantastisk. Derfor køber vi den i 5 kilos sække! Ellers følger jeg ganske enkelt deres rugbrødsopskrift, som du finder her.

Uden at være blevet betalt for det, vil jeg gerne slå et slag for Aurions produkter. Det er kvalitet ud over alle grænser. Prisen er også derefter, men jeg synes, du skulle prøve det og mærke forskellen. Rugbrødsformene med låg, som du ser herunder, har jeg i øvrigt også købt hos Aurion i forbindelse med et bagekursus for et par år siden. Ja det er nok ikke det mest billedskønne foto, men hvad kan jeg sige? Vores køkken inkl inventar er en arbejdsplads, og det bærer det præg af. Til gengæld vil jeg gerne garantere, at rugbrødene der "sover" deri (udtryk der er opfundet af hjemmets 2 årige beboer) er helt perfekte, når de er færdige :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar