onsdag den 8. maj 2013

Strikkeaften hos Anita Garn i Brønshøj og årets første grillaften

I går aftes var jeg til strikkeaften i den lokale garnbiks. Ok, indrømmet, med det fantastiske vejr så var det med lidt tungt hjerte, at jeg forlod min solplads i gården og i stedet gik ind i butikken for at sidde der resten af aftenen, men da vi først kom i gang, var det nu meget hyggeligt.

Jeg har haft et "evighedsprojekt" (sådan har det lidt føltes), som er en patentstrikket trøje til knægten. Det er det første helt store arbejde, jeg er gået i gang med, og jeg har været i gang siden januar tror jeg. Dvs at jeg har selvfølgelig også lavet andre ting imens, for ind i mellem er jeg gået i stå og har behøvet hjælp til at komme videre. Bl.a. havde den ligget en måneds tid nu, fordi jeg havde problemer med sammensyningen i patentmønsteret. Men nu var det blevet tid til endnu en strikkeaften med den dygtige og søde Lone, som styrer de små hold, og så gik det hele meget nemmere. Nu mangler jeg bare at sy lynlåsen i, og så er den færdig. Det er helt vildt! Jeg kan næsten ikke forstå, at den er ved at være der. Jeg vil gerne anbefale kurserne på det kraftigste, hvis man ikke er garnekspert. Der er folk på mange niveauer, så man hverken keder sig eller føler sig dum.

Nå ja, og så var aftenen i aftes jo også årets første grillaften for vores vedkommende. Da bagkanten var lidt skarp, havde jeg besluttet at det skulle være lidt nemt. Så det blev pølser, der blev smidt på Cobb'en sammen med skiver af squash og peberfrugt og ikke mindst friske asparges. Og så serverede jeg et supernemt hjemmebagt brød til. Det var et festmåltid for alle. Og til dessert var der friske jordbær og blåbær. MUMS!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar